Dronning Elizabeths festlige fem-dages fejring
Det ekstravagante Royal Ascot løb af stablen fra den 18. juni, og det var naturligvis med en veloplagt dronning Elizabeth i spidsen.
Dronning Elizabeth har været i hopla den seneste weekend, hvor hun sammen med store dele af både den britiske og udenlandske højeste socialklasse har deltaget i dette års Royal Ascot. Sammen med blandt andet prins Charles og Camilla nød dronning Elizabeth de mange hesteløb, der egentlig er omdrejningspunktet for det ekstravagante arrangement.
Royal Ascot er faktisk dronning Annes idé, og hun grundlagde traditionen for arrangementet i 1711. Siden er det blevet bakket op af elleve monarker, heraf også dronning Elizabeth, der gerne deltager flere dage i arrangementet.
Toppen af kransekagen
Royal Ascot strækker sig over fem dage, der i år startede den 18. juni. Dronning Elizabeth deltog fire dage ud af de fem i festlighederne.
Dronningen har hele sit liv interesseret sig for heste, og hun er da også særligt interesseret i de mange løb, der foregår ved Royal Ascot, skriver Town and Country Magazine. Men dronningen brugte også dagene på at socialisere med det fine borgerskab, der er kendt for også at deltage i det ekstravagante arrangement.
Royale gæster
Foruden dronning Elizabeth, besøgte prins Charles og Camilla også arrangementet. Mens de også fik selskab af prins William og hertuginde Kate. Derudover var prinsesserne Beatrice og Eugene også blandt de mange gæster.
Men det var ikke kun det britiske kongehus, der var repræsenteret, også det hollandske kongepar kong Willem-Alexander og dronning Maxima deltog i Royal Ascot.
På med hatten
Det, der er mest kendt ved Royal Ascot er helt sikkert beklædning. Derfor har arrangementet også en helt særlig dresscode, som gæsterne skal følge. Her står blandt andet at kvindernes skørter skal være af passende længde, mens herrerne skal være iklædt slips.
Men mest af alt er eventet kendt for dets regler om hatte, for det er sådan at både mænd og kvinder skal bære hatte. Mænd skal have tophatte på, mens kvinder enten kan have hat eller et headpiece som minimum skal være 10 centimeter eller mere i diameter.