Dronningen bliver hos prins Philip
Den britiske monark gør Windsor Castle til sit primære hjem for hele tiden at være tæt på sin afdøde ægtefælle
Se flere billeder i galleriet ovenfor
Dronning Elizabeth har et stort ønske om at være så tæt på prins Philip som muligt. Derfor bliver Windsor Castle fremadrettet hendes primære hjem.
Buckingham Palace, der lige nu er ved at blive renoveret for det, der svarer til svimlende tre milliarder danske kroner, vil dog fortsat vil være hendes base arbejdsmæssigt.
Det vil således fortsat være paladset, der kommer til at danne rammerne om de vigtigste, officielle begivenheder.
Det skriver det britiske medie Mirror.
Bliver bragt sammen igen
Dronningen nåede at være gift med sin prins i mere end 73 år, inden han sov stille ind om morgenen fredag den 9. april.
Prinsen blev stedt til hvile i St. Georges Chapel, der er beliggende indenfor murene på netop Windsor Castle, lørdag den 17. april. Her er hans jordiske rester nu blevet midlertidig placeret i det såkaldte ‘The Royal Vault’.
Kisten vil dog blive flyttet og placeret ved siden af dronningens i ‘George VI Memorial Chapel’, når hun en dag går bort.
Flyttede på grund af pandemien
Dronningen og prins Philip valgte af praktiske årsager at rykke fra Buckingham Palace til Windsor Castle da corona-pandemien for alvor ramte Storbritannien i foråret 2020.
Nu ser det så ud til, at hun agter at blive der.
Se flere billeder i galleriet ovenfor