Dronningen deler helt særlige billeder
Den britiske monark er så småt begyndt at fejre sin datters store dag.
Lørdag den 15. august fylder engelske prinsesse Anne 70 år. Prinsessen er eneste datter af dronning Elizabeth og den stolte mor har allerede så småt taget fat på fejringen.
Det kan man se på den royale families Instagram-profil, hvor majestæten har delt en række skønne og nostalgiske billeder fra sit private fotoalbum. Se det herlige opslag længere nede i artiklen.
Artiklen fortsætter under videoen
Billederne viser en række situationer fra prinsesse Annes tidlige barndom og der er mere fra samme skuffe at glæde sig til.
Af opslaget fremgår det nemlig, at dronningen i perioden op til fødselsdagen gavmildt vil dele flere billeder, som beskriver hvert eneste årti i datterens liv.
“Prinsesse Royal fylder 70 år lørdag den 15. august. I løbet af de næste dage vil vi se tilbage på hvert årti i hendes kongelige højheds liv – startende med hendes fødsel i 1950,” står der blandt andet i opslaget.
Det fremgår også, at prinsesse Anne, eller Anne Elizabeth Alice Louise som hun retteligt hedder, kom til verden i Clarence House. Ydermere at hun er det andet barn og eneste datter af dronning Elizabeth og prins Philip.