Dronningen er trukket i arbejdstøjet efter fødselsdagen

Dronning Margrethe var mandag i centrum, da hun fejrede sin 78-års fødselsdag. Tirsdag eftermiddag kalder pligten atter, når regenten skal uddele en pris.

I går blev hun fejret af hele Danmark. I dag er hun igagn igen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag blev dronning Margrethe hyldet, da hun fyldte 78 år.

Traditionen tro vinkede kongefamilien fra balkonen på Christian IX’s palæ, hvor dronningen havde selskab af sine børnebørn og svigerdøtre samt prins Joachim, men tirsdag kalder pligten atter, når den danske regent skal uddele Rungstedlundprisen i Nordsjælland.

Det sker tirsdag eftermiddag klokken 16.00 nord for København ved Rungsted Kyst.

– Prisen tildeles en person, der har været med til at udbrede kendskabet til Karen Blixen eller har udmærket sig inden for et felt, der havde Karen Blixens interesse, skriver kongehuset på sin officielle hjemmeside.

Fornem pris

Dronningen er protektor for Rungstedlundfonden, og hvert år uddeles Rungstedlundprisen på 50.000 kroner så tæt på Karen Blixens fødselsdag som muligt.

Karen Blixen blev født 17. april 1885 og gik bort 7. september 1962.

Prisen blev første gang overrakt i 1991 og er skænket af Hørsholm Kommune. Sidste år gik prisen til forfatter, dr.phil. Niels Barfoed.

Tidligere har blandt andre forfatter Klaus Rifbjerg, skuespiller og instruktør Karen-Lise Mynster og forfatter Suzanne Brøgger modtaget prisen.

Powered by Labrador CMS