Dronningen indtog Island – fejrede stort jubilæum
Dronningen fejrede jubilæum på Island.
Dronning Margrethe har besøgt Island. Her var præsident Guðni Thorlacius Jóhannesson vært ved besøget, der markerer 100-året for Islands suverænitet.
Det oplyser kongehuset på sin hjemmeside.
Dronningens besøg bøde på et alsidigt program med afsæt i Islands historie, udvikling og identitetsfølelse. Derudover er et gennemgående tema under besøget det særlige forhold Danmark – Island imellem.
Et af Dronningens navne, Þórhildur, vidner desuden om Dronningens personlige tilknytning til landet, der i Dronningens fødselsår 1940 endnu var i personalunion med Danmark og med den danske konge som statsoverhoved for begge lande.
Sidst Dronningen besøgte Island var i 2013 i anledning af 350-års-jubilæet for professor og manuskriptsamler Árni Magnússon, der grundlagde den Arnamagnæanske Håndskriftsamling.
I oktober i år aflagde Islands Præsident besøg i Danmark, hvor Præsidenten deltog i Danmarks officielle fejring af 100-året for Islands suverænitet. Præsidenten og fru Eliza Jean Reid deltog desuden i H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag i maj måned og var ligeledes på statsbesøg i Danmark i januar 2017.