- Du er savnet bedstemor
Britiske prins Harry takker dronning Elizabeth for hendes gode råd og smittende smil
Selv om prins Harry delvist har brudt med det britiske kongehus, har hans forhold til dronning Elizabeth angiveligt været godt indtil det sidste.
I en udtalelse, der mandag er blevet offentliggjort på prinsens hjemmeside, sætter han for første gang ord på sin sorg.
- Bedstemor, mens denne sidste afsked bringer os stor sorg, er jeg for evigt taknemmelig for alle vores første møder, skriver han.
Det er en reference til de ord, som dronningen sagde, efter at hendes mand, prins Philip, gik bort sidste år.
Sad på tronen i 70 år
- Livet består selvfølgelig af sidste afskeder såvel som første møder, sagde hun dengang.
Dronning Elizabeth gik bort torsdag på det skotske slot Balmoral.
I løbet af sine 96 leveår nåede hun at sidde på tronen i 70 år. Det gør hende til den længst siddende monark i Storbritanniens historie.
Siden hendes død har hele verden hyldet hende. Hun var ikke blot statsoverhoved for Storbritannien, men også for 14 andre Commonwealth-lande. Herunder for eksempel Australien og Canada.
Betød noget for mange
Og hendes store betydning for folk over hele jordkloden er også noget af det, som prins Harry lægger vægt på i sin udtalelse.
- Vi bliver alle påmindet om det ledende kompas, som hun var for så mange, skriver han og fortsætter:
- Hun var globalt beundret og respekteret. Hendes urokkelige nåde og værdighed forblev sand gennem hendes liv og nu i hendes evige eftermæle.
Det var i 2020, at prins Harry og Meghan trådte tilbage som fremtrædende medlemmer af kongehuset.
- Du er meget savnet
De flyttede derefter til USA, hvor de i dag bor med deres to børn, sønnen Archie på tre og den etårige datter Lilibet, der er opkaldt efter sin oldemors kælenavn.
I sin hyldest mindes prins Harry både den første gang, at dronningen krammede sine oldebørn, og den første gang hun mødte Meghan Markle, som prins Harry blev gift med i 2018.
- Jeg værdsætter tiden med dig. Du er allerede meget savnet, skriver prins Harry videre og fortsætter:
- Tak for din forpligtelse til at tjene. Tak for dine gode råd. Tak for dit smittende smil.
- Vi smiler også, vel vidende at du og bedstefar er genforenet nu, og sammen hviler i fred, skriver han afslutningsvis.