Dyb splid i familien

Naser Khader vidner i sag mod kvinde tiltalt for at slutte sig til IS. Khader har familiære bånd til hende

Naser Khader formidlede kontakt til PET om formodet IS-kvinde, hævder politikeren i retten
Naser Khader formidlede kontakt til PET om formodet IS-kvinde, hævder politikeren i retten
Udgivet Opdateret

Folketingspolitiker Naser Khader spillede ifølge sig selv en rolle, da myndighederne skulle gøres opmærksom på, at en nu 23-årig kvinde for fem år siden rejste til Syrien.

Det forklarer han ved Retten i Glostrup, hvor han fredag er indkaldt som vidne i sagen mod kvinden.

De to er i familie sammen, da hun er Khaders halv-storesøsters barnebarn.

- Jeg blev kontaktet af tiltaltes mors bror, da hun rejste. Han sagde, at hun var på vej til Syrien, siger Khader og tilføjer, at han derefter formidlede familiens kontakt til PET gennem sine livvagter.

Kvinden rejste ifølge anklagemyndigheden til Syrien i 2016 for at tilslutte sig Islamisk Stat, da hun var 18 år.

Snakken gik i familien

Ifølge Naser Khader gik snakken i familien, og her lød det, at tiltalte var rejst til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat (IS).

- Der blev sagt, at hun havde giftet sig med en jihadist, siger Naser Khader.

Han forklarer videre, at han ikke mener at have set den tiltalte, siden hun var barn.

Retten i Glostrup fortsætter med en straffesag mod en kvinde, der anklages for at have tilsluttet sig Islamisk Stat. (Arkivfoto)
Retten i Glostrup fortsætter med en straffesag mod en kvinde, der anklages for at have tilsluttet sig Islamisk Stat. (Arkivfoto)

Men hun fulgte ham på Facebook og skrev engang på hans "væg".

- Jeg skammer mig over at være i familie med dig, stod der ifølge Naser Khader i beskeden.

- Er vi i familie, tænkte jeg først, men det var vi, og her begyndte jeg at blive bekymret for hende, siger Naser Khader, der tidligere på ugen forlod De Konservative efter en stribe beskyldninger om krænkelser af flere kvinder.

I løbet af sin forklaring siger han også, at han mener også at have formidlet familiens kontakt til PET, da den tiltaltes søster forsøgte at rejse til Syrien.

Søsteren er idømt tre års fængsel for at forsøge at rejse til krigszonen.

Morbror ikke enig

Naser Khaders udlægning står i kontrast til forklaringen fra den tiltaltes mors bror, som også har været i retten fredag.

Han siger, at han havde meget kontakt med Naser Khader tidligere.

Men han blev sur på Khader, da han gik ud i medierne og sagde, at tiltalte var rejst til Syrien.

Ifølge vidnet vidste familien nemlig ikke, hvor hun var.

Og han havde kun taget kontakt til Naser Khader for at finde ud af, hvor hun var.

Til politiet har vidnet tidligere forklaret, at han på ingen måder sympatiserer med det, pigerne "står for".

Det benægter han dog nu at have sagt.

Han forklarer yderligere for retten, at vi alle har en fantasi, og Naser Khader har meget.

BLÅ BOG: Naser Khader

Navn: Naser Khader.

Født: 1. juli 1963 i Syrien.

Uddannelse: Cand.polit. fra Københavns Universitet, Master i teologi.

Folketingskarriere:

* Medlem af De Radikale 1984-2007 (siden 2001 i Folketinget).

* Folketingsmedlem for Ny Alliance og Liberal Alliance 2007-2009.

* Folketingsmedlem for De Konservative 2009 - 2011.

* Folketingsmedlem for De Konservative 2015 - nu.

Anden karriere:

* Forfatter, radiovært, debattør.

* Medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1997-2000 for De Radikale.

* Medlem af Etisk Råd 1998-2001.

* Senior fellow ved den amerikanske tænketank Hudson Institute, Washington D.C. 2011 til 2015.

Kilde: Kilder: Folketinget, De Konservative.
Powered by Labrador CMS