Legendarisk spillested drejer nøglen om

Lejekontrakten er allerede opsagt.

Det er et legendarisk sted, der nu lukker. Her ses for eksempel Stan Getz (tv) i Montmartre. Foto: Scanpic
Udgivet Opdateret

Det legendariske spillested Jazzhus Montmartre har lagt scene til sin sidste koncert. I en pressemeddelelse udsendt onsdag fremgår det, at alle koncerter i kalenderen er blevet aflyst på grund af coronavirus-begrænsninger.

Formålet er at afvikle den legendariske jazzklub, der i kredse er verdenskendt. Montmartre har eksisteret i forskellige former siden 1959. Årsagen til lukningen er, at stedet ifølge gældende retningslinjer ikke kan lukke de sædvanlige 85 gæster ind.

– Vi begræder situationen, men det er ikke muligt for os at drive huset på det ønskede niveau med indtægterne fra kun 35 billetter mod normalt 85 pladser. Vi havde håbet, at staten ville komme med en større hjælpepakke, som kunne afværge situationen, men det netop indgåede forlig er for lidt og for sent, siger husets administrerende direktør Jonas Dyrved.

Han er selv blevet opsagt sammen med stedets anden faste medarbejder – musikchef Jan Lundgren. Alle timelønnede ansatte er hjemsendt, og selve lejemålet i Store Regnegade i København er opsagt.

– Det er en sørgelig situation for dansk kulturhistorie, for København og for hundredevis af kunstnere, som mister en vigtig scene. Montmartre har lagt lokaler til tusindvis af legendariske koncerter siden åbningen i 1959 og har medvirket til at uddanne flere generationer af musikere fra sin scene, men vi kan ikke forsvare at fortsætte driften, siger bestyrelsesformand Michael Christiansen.

Powered by Labrador CMS