Dystopisk drama tager hovedpriser ved Emmy-uddeling

"The Handmaid's Tale" tog flere af de fornemmeste statuetter, da Emmy-priserne blev uddelt natten til mandag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den dystopiske tv-serie “The Handmaid’s Tale” løb med flere af hovedpriserne ved Emmy-uddelingen natten til mandag dansk tid.

Serien blev både belønnet med prisen som årets bedste tv-drama og årets kvindelige hovedrolle, som gik til Elisabeth Moss.

Det var første gang, at Elisabeth Moss vandt en Emmy. Hun benyttede lejligheden til at takke sin mor fra scenen.

– Du er modig og stærk og klog, sagde hun i sin takketale.

Serien blev desuden belønnet for bedste manuskript og bedste instruktion.

Vandt Emmy for andet år i træk

For andet år i træk vandt Sterling K. Brown en Emmy for sin rolle i serien “This Is Us”.

Han benyttede sin takketale til at ære Andre Braugher, der var den seneste sorte mand, der blev nomineret for årets mandlige hovedrolle.

Det skete, da han i 2001 blev nomineret for sin rolle i “Gideons Crossing”.

– Det føles anderledes, men af helt andre årsager. Jeg er den første afroamerikaner, der bliver nomineret i denne kategori i 16 år. Det er helt ufatteligt, sagde han.

Serier skuffede

Der var også nogle serier, der skuffede ved prisuddelingen.

Netflix-dramaet “Stranger Things” vandt fem priser ud af de 18 nomineringer, serien havde modtaget. De fem priser var primært i tekniske kategorier.

Den royale serie “The Crown”, der handler om det britiske kongehus, vandt tre priser ud af 16 mulige. Serien er lige som “Stranger Things” produceret af Netflix.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS