Ed Sheeran kommer til Danmark
Som det eneste sted i Danmark giver den verdensberømte Ed Sheeran koncert i Jyske Bank Boxen.
22 millioner solgte albums verden over, 15 millioner fans på Facebook, 4,7 milliarder afspilninger på Spotify og 3,5 milliarder klik på YouTube.
Det er selvfølgelig Ed Sheeran, vi taler om.
Eneste koncert i Danmark
Stjerneartisten giver koncert i Jyske Bank Boxen i Herning den 1. april. Koncerten bliver Ed Sheerans eneste på dansk jord i år, skriver MCH i en pressemeddelelse.
– Det er ganske enkelt et af de allervarmeste navne, vi kan byde velkommen til Herning, når Ed Sheeran giver koncert i Jyske Bank Boxen 1. april. Netop i disse dage går singlerne fra hans kommende album sin sejrsgang på verdens hitlister. Der er ganske enkelt en stor koncert i vente – og man skal nok ikke vente for længe med at sikre sig billet, siger Nicki Quist, Leder af Kultur, MCH.
Til tops på hitlisterne
Ed Sheeran har bjergtaget hele verden med sit ildrøde hår, sit charmerende væsen og sin eminente evne til at skrive, producere, synge og spille kæmpehits som “The A Team” og “Thinking Out Loud”. Når Ed Sheeran går på scenen i Jyske Bank Boxen bliver det til en koncert, hvor det ene hit efter det andet vil begejstre publikum.
For nyligt overraskede Ed Sheeran alle, da han udgav de to singler “Castle On The Hill” og “Shape Of You” på én og samme dag.
De to sange strøg helt til tops på alle hitlister og slog alle hidtidige globale Spotify-rekorder med sine 13 millioner afspilninger på blot 24 timer – et tal, som i skrivende stund har passeret imponerende 200 millioner afspilninger på Spotify og i alt over 370 millioner afspilninger fordelt på alle streamingtjenester.
Hits og helt nye sange i Jyske Bank Boxen
De to singler er første udspil fra albummet “÷” (udtales “Divide”, red.), der udkommer den 3. marts i år.
Publikum kan altså lade sig fortrylle af store hits, men også af helt nye sange, når Ed Sheeran går på scenen i Jyske Bank Boxen. Ed Sheeran selv kalder det kommende album sit bedste:
– Mit nye album har en helt særlig plads i mit hjerte, og jeg er sikker på, at det er mit bedste arbejde til dato. Jeg er ivrig efter at komme tilbage, og jeg kunne ikke være mere begejstret over, at det for alvor sker den 3. marts.
Der er altså i den grad noget at glæde sig til, hvis man sikrer sig billet til hitmagerens koncert i Jyske Bank Boxen 1. april.
Født i England
Edward Christopher Sheeran blev født i 1991 i England og flyttede allerede til London som 17-årig for at forfølge en karriere som musiker.
Elton John erklærede sig hurtigt kæmpefan af det unge talent, og med debutalbummet “+” fra 2011 indkasserede Sheeran to BRIT Awards og en Grammy-nominering i USA.
I 2014 udkom “X” og cementerede Ed Sheeran som en af vor tids største stjerner og musikalske talenter.
Billetsalget til Ed Sheerans koncert starter torsdag den 2. februar klokken 11 på mch.dk og billetlugen.dk.