Skip to main content

Ed Sheeran-koncert igen standset af uvejr

Et uvejr standsede den britiske sanger Ed Sheerans koncert i København ikke én, men to gange

OPDATERET KL. 21.38: Koncerten med den britiske musiker Ed Sheeran er torsdag aften omkring 21.30 blevet genoptaget, skriver Ekstra Bladet. Koncerten er to gange i løbet af aftenen blevet afbrudt på grund af et uvejr. Omkring 40.000 mennesker har købt billet til koncerten.

Den britiske musiker Ed Sheeran har torsdag aften forladt scenen og 40.000 mennesker i Øresundsparken i København.

Det er anden gang på samme aften, at koncerten blev afbrudt på grund af dårligt vejr. Tidligere måtte opvarmningskunstneren Maisie Peters standse sin koncert. Det skriver TV 2.

Ifølge DMI er der risiko for en del regn.

- Der har været dannet en del byger med en del torden, så der kan komme en tordenbyge, men det er nok mest bare regnbyger, der kommer ind over Ed Sheeran-koncerten i aften.

- De kan være glade for, at det er 24 grader, så det er varm regn, siger den vagthavende meteorolog til Ritzau.

Ifølge TV 2 skabte det ulmende uvejr i første omgang ikke folkevandringer fra Øresundsparken, der normalt er en offentlig park.

Under opvarmningen

Det var under opvarmningskunstneren Maisie Peters optræden, at koncerten blev standset første gang.

Da Ed Sheeran indtog scenen, gjorde han det med oprejst pande.

- Det er altid sjovt at spille i regn. Jeg bliver våd med jer.

- Scenen er glat, så på et tidspunkt falder jeg. I så fald, så vær sød ved mig på sociale medier, så hvis I filmer mig falde, så hold det for jer selv, sagde Ed Sheeran ifølge TV 2, før han satte gang i sit første nummer.

Han måtte dog forlade scenen på grund af vejret. Det forlyder, at verdensstjernen vil genoptage koncerten, når uvejret er passeret.

..

Britiske Ed Sheeran på scenen i Øresundsparken i København onsdag. Den koncert gik fint. Torsdagens koncert er derimod blevet sat på pause på grund af et uvejr, der er på vej.
Britiske Ed Sheeran på scenen i Øresundsparken i København onsdag. Den koncert gik fint. Torsdagens koncert er derimod blevet sat på pause på grund af et uvejr, der er på vej.Torben Christensen/Ritzau Scanpix
Del din kommentar