Eddie Skoller klar til stort show
Eddie Skoller var med, da "Jesus Christ Superstar" havde danmarkspremiere i 1972. Nu er han med i 2020-showet.
Når “Jesus Christ Superstar” får premiere til efteråret, er entertaineren Eddie Skoller at finde på scenen – igen.
Den 75-årige veteran medvirker nemlig i 50-års jubilæums-koncertudgaven af den uhyre populære forestilling.
Artiklen fortsætter under videoen.
Det afslører Danmarks Underholdningsorkester i en pressemeddelelse fra Have Kommunikation.
– Det er en historie og nogle sange, der står mig meget nær, så det er kæmpestort for mig at få lov til at være med igen som special guest, siger Eddie Skoller i pressemeddelelsen.
Den kendte entertainer skal nemlig introducere forestillingen og vil gennem en personlig skildring indføre publikum i det dramatiske handlingsforløb om Jesu sidste tid set fra disciplen Judas’ perspektiv, lyder det videre.
Trekantsdrama
Omdrejningspunkt er relationen mellem Judas og Jesus, men rummer samtidig et trekantdrama mellem Jesus, Judas og Maria Magdalene.
“Jesus Christ Superstar” er en rockopera af Sir Andrew Lloyd Webber og blev første gang opsat på Broadway i 1971.
Året efter havde den danmarkspremiere, og der indtog Eddie Skoller rollen som Herodes. En rolle, som i 2020-udgaven spilles af Martin Brygmann.
Blandt de øvrige navne på rollelisten finder man musicalstjernen Christoffer Brodersen, som skal spille Jesus, mens hitsangerinden Fallulah indtager rollen som Maria Magdalene, og Erann DD giver den som Judas.
Jubilæumskoncerten har premiere på Det Kongelige Teaters Gamle Scene den 26. september og tager efterfølgende på turné rundt i landet.