Efter fadæse: Kendt talkshow-vært skal igen styre oscarshow
Når de fornemme oscarstatuetter uddeles næste år, bliver det igen med Jimmy Kimmel som vært for prisfesten.
For andet år i træk bliver det talkshow-værten Jimmy Kimmel, der får tjansen som vært ved oscaruddelingen.
Han var også vært ved dette års prisfest, der særligt blev husket for at udråbe den forkerte vinder af årets bedste film.
Det oplyser oscarakademiets præsident, Cheryl Boone Isaacs, og akademiet i en pressemeddelelse.
Kimmel joker
Og Jimmy Kimmel er ikke sen til at joke med dette års kiks på scenen, da “La La Land” i først omgang blev udpeget som vinder af den fornemme Oscar for bedste film, selv om filmen “Moonlight” skulle have prisen.
– At være vært for oscarshowet var et af min karrieres højdepunkter, og jeg er taknemmelig over at blive bedt af Cheryl og akademiet om at vende tilbage, siger Kimmel i pressemeddelelsen.
– Hvis I tror, at vi lavede en brøler i slutningen af dette års show, så bare vent til I ser, hvad vores planer er med jubilæumsshowet for 90. års Oscar, siger han.
Det var de aldrende skuespillere Warren Beatty og Faye Dunaway, der var blevet tildelt det ærefulde hverv at uddele aftenens sidste pris.
Da de udråbte “La La Land” som årets bedste film, strømmede filmholdet på scenen.
Forvirringen blev total, da det pludselig gik op for dem og arrangørerne, at prisen rent faktisk var gået til “Moonlight”.
Det lykkedes både vært Jimmy Kimmel og de tilstedeværende på scenen at forsikre publikum om, at der ikke var tale om en spøg ved at vise kortet med den retmæssige vinder til kameraet, før alle var overbeviste.
Derefter kunne holdet bag “Moonlight” gå på scenen og modtage den prestigefulde pris.
Jimmy Kimmel er til daglig vært på showet “Jimmy Kimmel Live!”, der bliver sendt på tv-stationen ABC. Det er også ABC, som viser oscarshowet.
Åbnede med byge af jokes om Trump
Da Kimmel i år åbnede den 89. udgave af Academy Awards i Los Angeles, var det med en byge af vittigheder rettet mod USA’s præsident, Donald Trump.
Blandt andet stak han til Trumps omstridte indrejseforbud, hans udfald mod USA’s naboer syd for grænsen, muslimer og mange andre.
Oscarstatuetterne bliver for 90. gang uddelt 4. marts næste år.
/ritzau/