Efter iltre angreb: Nu taler Jolie om bruddet med Pitt

Skuespillerinden håber, at familien vil blive stærkere og tættere, når skilsmisseskandalen har lagt sig.

Angelina Jolie har udtalt sig om bruddet med Brad Pitt i forbindelse med premieren på hendes nye film i Cambodia. Filmen handler om det undertrykkende og brutale styre i landet under Khmer Rouge-styret. Foto: Samrang Pring/sCANPIX
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter 12 års forhold – hvoraf de sidste to var som mand og kone – bekendtgjorde Angelina Jolie og Brad Pitt deres skilsmisse i september.

Siden er iltre angreb fløjet gennem luften mellem det forhenværende ægtepar.

En påstået episode om bord på et privatfly mellem Pitt og et af parrets seks børn fik kortvarigt det amerikanske forbundspoliti og de lokale politimyndigheder til at gå ind i sagen.

Pitt blev renset for alle anklager, men fejden eskalerede alligevel mellem de stridende skuespillere.

Aftale om hemmeligholdelse

Pitt beskyldte gennem sin advokat, Lance Spiegel, Jolie for at kompromittere deres børns privatliv ved at offentliggøre detaljer om bruddet.

Det fremgik af retsdokumenter, som ABC News kom i besiddelse af i december.

Jolie hvæsede derimod i dokumenterne, at Pitts beskyldninger udelukkende var “et tyndt forsøg på at beskytte sig selv snarere end de mindreårige børn”.

Den 53-årige skuespiller og 41-årige skuespillerinde har dog indgået en aftale om fremover at hemmeligholde alle detaljer vedrørende bruddet.

Fokus på børnene

For første gang efter skilsmisseskandalen sætter Jolie nu ord på familiefejden i et tv-interview med BBC i forbindelse med den cambodjanske premiere på sin nye film, “First They Killed My Father”, som instruktør.

– Det har været en meget vanskelig tid. Mit fokus er på børnene og at finde en vej igennem det, siger den oscarvindende skuespillerinde og understreger:

– Vi er og vil altid være en familie. Vi vil komme igennem det og forhåbentligt blive en stærkere familie af det, lyder det fra hende.

Indtil slutningen af januar lød parrets midlertidige aftale ifølge ABC News, at børnene bor hos Jolie, og at Pitt må se dem ugentligt, men under tilstedeværelse af en terapeut.

Forsøger at komme gennem dagen

Der er ingen oplysninger om parrets nuværende aftale.

– Mange mennesker befinder sig i lignende situationer som vores. Jeg forsøger stadig at finde en vej til at sikre, at det her på en eller anden måde gør os stærkere og tættere.

– Jeg forsøger at komme igennem dagen. Det har været et par vanskelige måneder, lyder det fra skuespillerinden.

Angelina Jolie og Brad Pitt er forældre til Maddox på 15, Pax på 13, Zahara på 12, Shiloh på 10 og de 8-årige tvillinger Vivienne og Knox.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS