Efter kun ét år: Schaumburg-Müllers kæreste sætter millionvilla til salg
Den ligger - kan man roligt sige - i den dyre ende.
Det var ikke lang tid, at Daniel Åxman – som den kendte tv-værtinde Christiane Schaumburg-Müller i starten af året introducerede som sin nye kæreste – skulle bo i sin enorme liebhavervilla i Hellerup.
I hvert fald har forretningsmanden lige sat den næsten 300 kvadratmeter store murstensvilla i det mondæne boligområde til salg efter bare lidt over et år på adressen.
Det skriver boligsitet Boliga.dk.
Artiklen fortsætter under videoen
Åxman købte nemlig villaen – der ikke ligger mange meter fra Øresund i bydelen nord for København – i februar sidste år.
Dengang lagde han 28 millioner kroner for huset, der nu er tilbage på markedet: Denne gang til en udbudspris på 32,5 millioner kroner.
For det beløb får man en bolig med syv værelser, der ifølge salgsmaterialet fra mæglerbutikken LokalBolig Hellerup er blevet istandsat med eksklusive materialer i 2018.
Bliver i Hellerup?
Hvis det er planen for Åxman at slå pjalterne sammen med Christiane Schaumburg-Müller på hendes adresse, behøver han ikke at flytte særlig langt.
Schaumburg-Müller bor nemlig også i Hellerup i en 300 kvadratmeter stor villa, som hun købte med sin daværende mand Liam O’Connor – bedre kendt under kunstnernavnet, LOC – tilbage i 2016.
Men i slutningen af sidste år kunne Boliga.dk fortælle, at hun havde købt rapperen ud og altså nu ejer den hvidpudsede villa med otte værelser alene.
Rig på ejendomshandel
Daniel Åxman har skabt sin formue på international ejendomshandel. Blandt andet var han i de danske medier, da han købte Asiens dyreste lejlighed for 425 millioner kroner tilbage i 2015 for sin daværende arbejdsgiver, Allan Warburg, der ejer modefirmaet BESTSELLER Fashion Group China.
Christiane Schaumburg-Müller offentliggjorde, ifølge BT, parrets forhold efter længere tids hemmeligskræmmeri tilbage i februar med en selfie af parret på hendes hjemmeside Chri Chri.
Du kan se millionvillaen HER.