Efter to år: Dansk stjernepar skal giftes
De har været kærester i halvandet år, og nu skal Thomas Buttenschøn og Mille Gori giftes.
I sommeren 2017 blev Thomas Buttenschøn skilt fra bloggeren Cana Buttenschøn efter syv års ægteskab.
Nu ringer bryllupsklokkerne atter for den 34-årige sanger.
Han har friet til sin 29-årige kæreste Mille Gori, som blandt andet er kendt som Motor Mille på DR Ramasjang.
Parret blev venner, da de begge arbejdede i Cirkus Summarum, og de har været kærester i halvandet år.
– Vi har holdt det lidt for os selv, men vi er meget lykkelige, fortæller Mille Gori til Billed-Bladet.
– Det var et meget romantisk og et smukt sted med masser af stjerner, da Thomas friede, fortæller hun til ugebladet.
Udsigt til sommerbryllup
Mille Gori har længe gået og drømt om bryllup.
Da hun i april var gæst ved landspremieren på Cirkus Arenas nye forestilling, fortalte hun til Billed-Bladet, at hun håbede på at blive gift.
– Jeg håber, at vi skal giftes en dag, for jeg skal da giftes engang. Så på et eller andet tidspunkt forhåbentlig. Thomas skal ikke tvinges ned på knæ, men han er meget romantisk anlagt, så mon ikke det sker på et eller andet tidspunkt. Men han skal lige tage sig mod til det, sagde Mille Gori.
Den drøm er så endelig gået i opfyldelse. Ifølge Billed-Bladet satser parret på et sommerbryllup, men den præcise dato er endnu uvis.
Thomas Buttenschøn har to børn, Jens og Peter, fra sit tidligere ægteskab.