Efterladte raser over Trump
Det var "skamløst", da "Hallelujah" blev spillet, mens Trump accepterede sin nominering, lyder anklage.
Boet efter den canadiske sanger Leonard Cohen overvejer at gå rettens vej, efter at Republikanerne og Donald Trump har brugt sangen “Hallelujah”.
Det verdenskendte hit, som er skrevet af Cohen og siden fremført i utallige versioner, blev torsdag spillet i forbindelse med præsidentens nomineringstale foran Det Hvide Hus under det republikanske konvent.
Forvalterne af Cohens arv ser det imidlertid som et “skamløst” forsøg på at politisere sangen.
Spillet i flere versioner
Sangen blev spillet to gange i løbet af aftenen, hvor Trumps nominering som kandidat blev fejret.
Den ene gang blev en udgave af Tori Kelly spillet hen over et fyrværkerishow, der kom umiddelbart efter præsidentens nomineringstale.
Derudover blev en anden og mere opera-agtig version sunget live af musikeren Christopher Macchio, mens Trump-familien så på.
Cohen-boet er voldsomt utilfreds med brugen, som kaldes et “ret uforskammet forsøg på at politisere og på uhørt vis udnytte ‘Hallelujah’, et af de vigtigste numre i Cohens sangkatalog”.
– Hvis partikonventet derimod havde bedt om en anden sang, “You Want it Darker”, som Leonard vandt en grammy for posthumt i 2017, så havde vi måske overvejet at godkende brugen af sangen, står der i en meddelelse.
Mange kunstnere utilfredse
Cohen døde i 2016 i en alder af 82 år. Han oplevede sent i sin karriere fornyet popularitet, og “Hallelujah” fra 1984 er hans mest fremførte sang. Den er måske især kendt i flere cover-udgaver, blandt andet af Jeff Buckley.
Fans af canadieren var på sociale medier hurtigt ude at fordømme brugen af sangen.
Det er langtfra første gang, at kunstnere har været utilfredse med Trumps brug af sange til vælgermøder og lignende.
The Rolling Stones, Neil Young, Tom Petty, Rihanna, Elton John, Adele og Queen er blandt de mange kunstnere, som har talt imod brugen af deres sange ved Trumps vælgermøder.