Eilish hyldes: Den bedste i årevis
Billie Eilish er den yngste nogensinde til at stå for James Bond-temaet. Det gør hun godt, mener anmeldere.
Den 18-årige sanger Billie Eilish har tilsyneladende ramt plet med sin temasang til den kommende James Bond-film, “No Time To Die”. I hvert fald får hun stor ros for sangen i de britiske medier.
Avisen The Guardian uddeler fire ud af fem stjerner til den relativt stille sang fra den fremadstormende Eilish.
– Popsensationen sætter sine egne kendetegn til side til fordel for et smagfuldt nummer, der passer godt til hovedrollens plagede ensomhed, skriver The Guardians anmelder.
Skrev historie
Hovedrollen indtages igen og for sidste gang af skuespilleren Daniel Craig.
Også The Independent giver sangen, der ligesom filmen hedder “No Time To Die”, fire ud af fem mulige stjerner.
– Den nye Bond-temasang er en af de bedste, der har været i et stykke tid, lyder overskriften på The Independents anmeldelse.
Billie Eilish er den yngste kunstner nogensinde til at sætte navn på temaet til en film om den britiske agent James Bond.
BBC’s anmelder Colin Paterson skriver på Twitter, at sangen fra Eilish er årets første seriøse bud på en oscarvinder for Bedste Sang næste år.
– Billie Eilishs Bond-temasang er bedre end nogen af de sange, der var nomineret i år, skriver anmelderen.
Det amerikanske magasin Variety skriver, at “ingen har gjort det bedre i årevis” og kalder sangen en af de bedste Bond-sange de seneste 25 til 30 år.
Den unge amerikanske sangers karriere har taget fart det seneste tid. Det kulminerede i januar, da hun modtog fem grammypriser.
Hun blev den blot anden kunstner nogensinde til ved samme uddeling at tage prisen i de fire største kategorier: Årets Bedste Album, Årets Bedste Sang, Årets Bedste Nye Artist og Årets Bedste Indspilning.