Uhyggeligt anklageskrift mod fynsk voldtægts-tiltalt

Foto: Per Johansen.
Udgivet Opdateret

I næste uge åbner anklagemyndigheden ved Fyns Politi sagen mod den 41-årige fynske mand, der er tiltalt for at have begået to grove voldtægter mod to bagbundne mindreårige piger i oktober og november 2012 på Fyn.

Og det bliver med et uhyggeligt anklageskrift ved hånden, der omfatter mere end de to overgreb, der satte Fyn på den anden ende i senefteråret 2012, skriver Jyllands-Posten.

Få dage før overgrebene mod de to piger, forsøgte han også at bortføre en voksen kvinde, ligesom han planlagde at bortføre endnu flere mindreårige piger, der skulle udsættes for overgreb og mishandles i en lejet lejlighed.

Den 41-årige, der undervejs i eftersøgningen blev kendt for sin røde bil, blev fanget, da der opstod brand i hans hjem i Odense i sommeren 2013, hvor han opbevarede en stor mængde sprængstoffer og skydevåben.

Og det er cocktailen af de voldsomme overgreb og mængden af eksplosiver, der får anklager ved Fyns Politi, Lenette Skak, til at gå efter 18 års fængsel.

»Det er en usædvanlig sag. Dels på grund af de mange seksuelle krænkelser, som hurtigt får straffen til at løbe opad, men også på grund af de syv skydevåben og de mængder sprængstof, han havde. Det er to forskellige forbrydelsestyper, men begge af meget grov karakter. Derfor vil vi have friheden til at gå ud over strafferammen på de 12 år,« siger Lenette Skak til Jyllands-Posten.

Der er afsat syv retsdage i byretten til sagen, der går i gang i næste uge.

Powered by Labrador CMS