Skip to main content

Elizabeth stopper som statsoverhoved

Den caribiske østat Barbados er tirsdag overgået til at være en republik og har udnævnt sin første præsident

Dronning Elizabeth. (Arkivfoto.)

Dronning Elizabeth. (Arkivfoto.)

Oli Scarff/Ritzau Scanpix

Barbados er tirsdag officielt overgået til at være en republik fra tidligere at have været et konstitutionelt monarki, og dermed er dronning Elizabeth II ikke længere statsoverhoved for den caribiske østat.

Det har hun været i næsten 70 år, og også efter at Barbados i 1966 erklærede sig for en selvstændig nation.

Regeringen i Barbados besluttede i 2020, at landet skulle overgå fra konstitutionelt monarki til republik for at lægge sin smertefulde fortid som koloni bag sig for alvor.

Det historiske skifte blev markeret med en ceremoni tirsdag, hvor den britiske kronprins Charles deltog. Samtidig blev Sandra Mason indsat som den første præsident i Barbados.

En ny begyndelse

- Skabelsen af denne republik er en mulighed for en ny begyndelse, siger prins Charles og kommenterede derefter den dystre fortid med slaveri.

- Fra de mørkeste dage i vores fortid og slaveriets forfærdelige grusomhed, som for evigt pletter vores historie, smedede denne ø sin kurs med ekstraordinær styrke.

Derefter blev Sandra Mason taget i ed som den allerførste præsident for Barbados.

National helt

Øens måske mest kendte kunstner, sangerinden Rihanna, blev i forbindelse med tirsdagens festligheder erklæret for "national helt".

Den nye æra for de omkring 285.000 indbyggere i Barbados afslutter Storbritanniens flere hundrede år lange indflydelse. Inklusive over 200 år med slaveri, som blev afskaffet i 1834.

Del din kommentar