Elsket vært vender tilbage til TV2

Mens der er sat ansigt på den, der skal guide seere og deltagere gennem næste sæson af "X Factor", er der endnu ikke navne på dommertrioen efter Oh Lands exit

Sofie Linde fødte i februar datteren Søs, som slutter sig til storesøster Trine på tre år. Begge børn har tv-værtinden sammen med sin celebre gemal, Joakim Ingversen, som huserer på den konkurrerende kanal DR. (Arkivfoto)
Sofie Linde fødte i februar datteren Søs, som slutter sig til storesøster Trine på tre år. Begge børn har tv-værtinden sammen med sin celebre gemal, Joakim Ingversen, som huserer på den konkurrerende kanal DR. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Sofie Linde bryder snart ud af sin barselsboble og vender tilbage som værtinde i "X Factor".

Den 31-årige prisvindende vært står nemlig klar til at guide dommere og deltagere igennem sin sjette sæson af det uhyre populære program, som får premiere omkring årsskiftet.

Det annoncerer TV2 i en pressemeddelelse.

- Det har været en god og tiltrængt barsel, men nu er jeg klar, parat og spændt på at komme i gang igen, siger Sofie Linde i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Jeg glæder mig til at gense alle mine gode og dygtige kollegaer, som jeg har savnet. Og så kan jeg næsten ikke vente med at sige: Rigtig hjerteligt velkommen til endnu en omgang "X Factor", lyder det fra hende.

Bydes hjerteligt velkommen

Og på TV2 byder man også Sofie Linde et hjerteligt velkommen tilbage på programmet:

- Vi er fantastisk glade for, at hun nu er klar til at være vært igen, jubler TV2's underholdningsredaktør, Dorte Borregaard, i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Sofie Linde er ganske enkelt en af landets absolut bedste underholdningsværter - hun er sjov, charmerende, skarp, modig, professionel og fuld af kærlighed til alle involverede i programmet, lyder det fra TV2's underholdningsredaktør.

Sidste sæson overlod Sofie Linde stafetten til Melvin Kakooza. Men kort inden showstart blev han sygemeldt grundet en godartet tumor i hjernen.

Lise Rønne kaldt ind

Derfor blev den tidligere X Factor-værtinde Lise Rønne hastet ind som barsels- og sygevikar.

Mens den kommende sæsons værtinde nu på plads med offentliggørelsen af Sofie Linde, mangler der fortsat at blive sat navne på dommerne.

15-årige Solveig lod sig hylde som vinder af sæson 14. Når den nye sæson af 'X Factor' har premiere omkring årsskiftet, er det fjerde gang, at programmet kører på TV 2 og den 15. sæson i alt. Denne sæsons optagelser begynder allerede torsdag i denne uge med precastings i Aarhus og rykker ugen efter til København. (Arkivfoto)
15-årige Solveig lod sig hylde som vinder af sæson 14. Når den nye sæson af "X Factor" har premiere omkring årsskiftet, er det fjerde gang, at programmet kører på TV 2 og den 15. sæson i alt. Denne sæsons optagelser begynder allerede torsdag i denne uge med precastings i Aarhus og rykker ugen efter til København. (Arkivfoto)

Og kigger man på sidste års trio, er der i hvert fald én stol ledig.

Oh Land oplyste tidligere på sommeren, at hun ikke kunne forene alle sine musikalske projekter med "X Factor" og derfor havde valgt dommertjansen fra.

Hvem der overtager hendes plads, og om der er genvalg til de to andre, som fuldendte sidste sæsons trio - X Factor-nestoren Thomas Blachman og dj-debutanten Martin Jensen, bliver afsløret på et pressemøde i september.

Den nye sæson af "X Factor" får premiere på TV2 omkring årsskiftet.

Vinderne af X Factor gennem årene

2008: Martin Hedegaard.

2009: Linda Andrews.

2010: Thomas Ring Petersen.

2011: Sarah Skaalum Jørgensen.

2012: Ida Østergaard Madsen.

2013: Chresten Falck Damborg.

2014: Anthony Jasmin.

2015: Emilie Esther.

2016: Embrace.

2017: Morten Nørgaard.

2018: Place on Earth.

2019: Kristian Kjærlund.

2020: Alma Agger.

2021: Solveig Mølle Lindelof.

Kilde: TV2, DR, Ritzau.
Powered by Labrador CMS