En af dronningens udvalgte meldt til politiet

Den kendte rigmand Christian Kjær er blevet meldt til politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Christian Kjær, kendt rigmand og udnævnt til hofjægermester af Hendes Majestæt, er blevet meldt til politiet efter en episode i weekenden, har Ekstra Bladet opsnappet.

Ifølge kilders oplysninger til avisen har majestætens udvalgte bevidst påkørt en såkaldt official ved et cykelløb i Nordsjælland med Lyngby Cycle Club som arrangør.

De frivillige officials havde til opgave at sikre, at der ikke opstod farlige situationer for ryttere og omverden, men den var Kjær tilsyneladende ikke med på.

Rigmanden ville ifølge eb.dk ikke respektere anvisningerne fra to officials, der lørdag formiddag dirigerede trafikken omkring hans hjem, og de blev i den forbindelse påkørt af Kjærs Tesla Model X uden dog at komme til skade.

Nordsjællands Politi bekræfter, at det har fået en henvendelse desangående.

– [Der] har været en episode, hvor der en bilist, der ikke efterkommer anvisningerne, som de her officials kommer med. I den forbindelse er der en official, der bliver ramt af en bil, siger Henriette Døssing fra politikredsens presseapparat.

Christian Kjær selv ønsker ikke at kommentere avisens oplysninger. Ekstra Bladet bringer to privatfotos, der angivelig forestiller episoden.

Powered by Labrador CMS