En barndom ingen ønsker
Den tidligere børnesoldat Ishmael Beah er blevet voksen og fylder 40 den 18. november. Nu er han forfatter og ambassadør for FN.
De kommer helt bogstaveligt fra to forskellige verdener på den samme klode. Alligevel var de ude i samme mission, da de for nylig mødtes virtuelt.
Det drejer sig om superstjernen fra Hollywood Michael Douglas på 75 og så Ishmael Beah.
Artiklen fortsætter under videoen
De har haft helt forskellige forudsætninger. Douglas er søn af den afdøde Hollywood-stjerne Kirk Douglas.
Ishmael Beah, der 23. november fylder 40, kom anderledes råt ind i verden i Sierra Leone.
Da Beah var 13, blev han tvunget til at være børnesoldat. Det er med denne grumme erfaring, at han siden blev forfatter og udsending for FN.
I 1991 udbrød en brutal borgerkrig i Sierra Leone. Millioner af mennesker blev drevet på flugt.
Beahs forældre og to brødre blev dræbt, og han blev så selv tvunget til at slås som børnesoldat for regeringshæren.
Han har sagt, at han ikke ved, hvor mange mennesker han har dræbt.
Det stod på i to år, indtil FN’s børneorganisation, Unicef, fik ham fri af militæret.
For en bedre verden
Både Beah og Douglas arbejder i dag som ambassadører for FN’s arbejde for en bedre verden.
Under deres 40 minutter lange videomøde i august – sat i scene af organisationen Liberatum, som arbejder med fremme af kulturudveksling – talte de to mænd blandt andet om den nuværende krise i verden med coronavirus.
Og de talte om bevægelsen Black Lives Matter i USA.
Beah talte om sin angst som sort i dagens USA.
– Når man stiger ind i en bil, håber man, at man kommer tilbage i live.
Douglas påpegede, at han ser håb bag den brede støtte til Black Lives Matter.
– Der er en betydelig del af den hvide befolkning, der også støtter bevægelsen, sagde han.
Ansigt på rædsler
Ishmael Beah er nu ambassadør for Unicef. Han bruges ofte som et ansigt på de rædsler, som tusindvis af børn rundt om i verden udsættes for.
Hans bog “A Long Way Gone” om tiden som børnesoldat udkom i 2007, og den er ifølge FN oversat til 35 sprog.
Den findes også på dansk og hedder “Den lange vandring – en drengesoldats erindringer”.