En måned på junk-food – nu bliver han 50
Morgan Spurlock har lavet et hav af dokumentarer gennem sin karriere. Men det er "Super Size Me", som gjorde ham berømt. Den 7. november fylder han 50 år.
Hvad ville du sige til kun at spise ren McDonald’s mad hver dag i en måned, og hvis du bliver spurgt, om portionerne skal være super size-størrelse, skal du sige ja?
Det var netop dette eksperiment, som den amerikanske filminstruktør og dokumentarist Morgan Spurlock afprøvede i dokumentaren “Super Size Me” fra 2004.
Han ville undersøge, hvilke konsekvenser fast food har for helbredet.
Det blev en megasucces, der skabte gennembruddet for Spurlock, som fylder 50 år 7. november.
Artiklen fortsætter under videoen
Alene i USA indtjente dokumentaren 11,5 millioner dollars. Mange penge i forhold til filmens budget på omkring 65.000 dollars.
Spurlock oplevede tilmed den glæde at få en pris ved Sundance Film Festival samt en Oscar-nominering.
Efter “Super Size Me” fulgte blandt andet dokumentaren “Where in the World Is Osama Bin Laden” i 2008. Her drager han til Mellemøsten for at finde den dengang levende al-Qaeda-stifter.
#
Men Spurlocks karriere har også ridser i lakken. Da metoo-bølgen skyllede ind over den amerikanske underholdningsbranche i 2017, indrømmede han i et Facebook-opslag seksuelle krænkelser mod en række kvinder.
Instruktøren beskrev blandt andet en situation fra collegetiden, hvor han var sammen med en kvinde, der senere beskyldte ham for voldtægt.
– Der blev ikke rejst tiltale eller foretaget en efterforskning. Men hun skrev om episoden i en novelle på et skrivekursus og nævnte mig ved navn, skrev Spurlock, der mente, at kvinden indvilgede i samlejet.
Indrømmelserne medførte, at han fratrådte sin chefstilling i produktionsselskabet Warrior Poets, som han var med til at grundlægge i 2004.
Sidste år vendte Spurlock tilbage til super size-universet med efterfølgeren “Super Size Me 2: Holy Chicken”.
Denne gang undersøgte han, hvordan fast food industrien har forsøgt at markedsføre sig selv som værende sundere i årene efter hans første dokumentar.
Som i forgængeren var Spurlock også her med til at skrive manuskriptet, ligesom han instruerede og selv spillede den bærende rolle.