En ny stor fest venter
Som briternes konge får han nu officielt overdraget 'Honours of Scotland' i den skotske hovedstad
En ny stor begivenhed er lige om hjørnet for britiske kong Charles og dronning Camilla.
Den 5. juli får kongen nemlig overdraget de skotske kronjuveler, 'the Honours of Scotland', i St. Giles' Cathedral i Edinburgh som et symbol på, at han nu også er skotternes regent.
Modtager folkets hyldest
Forud for ceremonien vil kongeparret ifølge Royal Central deltage i en procession, der går fra deres Edinburgh residens, Palace of Holyroodhouse, til katedralen, for at modtage folkets hyldest.
Det sker samtidig med, at kronjuvelerne bliver bragt til katedralen eskorteret af 'Royal Regiment of Scotland'.
Kanonsalut fra slottet
Efter ceremonien vil der blive affyret en 21 skuds kanonsalut fra Edinburgh Castle.
Charles satte sig på den britiske trone, da han mor, dronning Elizabeth II, døde den 8. september 2022.
Han og Camilla blev kronet i Westminster Abbey i London den 6. maj i år.