End ikke betaling kan få dronningens datter på Twitter
Prinsesse Anne er tilhænger af den direkte kontakt. Alt det der internet er så upersonligt.
Prinsesse Anne, eneste datter af dronning Elizabeth, er ikke vild med alt det der internet og sociale medier som Twitter. Det kommer frem i en ny ITV-dokumentar om hendes nu snart syv årtier lange liv.
Prinsessen kan fejre 70 års fødselsdag den 15. august.
Artiklen fortsætter under videoen
I dokumentaren udtrykker hun samtidig undren over en ganske speciel udmelding i forbindelse med indspilningerne af Netflix serien ‘The Crown’. Det vender vi tilbage til.
”Jeg mener at vide, hvad Twitter er for noget. Men jeg vil ikke så meget som bare nærme mig det. Ikke engang hvis jeg blev betalt for det,” forklarer hun i dokumentaren, da samtalen falder på sociale medier.
I stedet giver hun udtryk for vigtigheden af at møde mennesker personligt og interagere med dem.
”Onlineteknologi og kontakt er en ting. Men det er ikke helt det samme. At møde mennesker, det er det, der gør forskellen,” siger hun.
Undervejs bliver der også talt om ‘The Crown’ serien, hvor hendes egen person spilles af skuespilleren Erin Doherty.
Prinsessen fortæller, hun har læst et interview med netop Erin Doherthy omkring optagelserne af serien, og at der i den forbindelse er noget, som virkelig undrer hende.
I interviewet forklarer skuespilleren nemlig, at hun i forbindelse med hver eneste optagelse bruger hele to timer for at få sin frisure helt mangen til prinsessens.
“Hvordan er det muligt at bruge så lang tid. Selv bruger jeg maksimalt 10 til 15 minutter på det,” lyder prinsesse Annes kommentar til den oplysning.