Endelig udskrevet
Pelé er blevet udskrevet fra hospitalet, efter at han er blevet behandlet for en urinvejsinfektion
Den brasilianske fodboldlegende Pelé er blevet udskrevet fra hospitalet, efter at han blev indlagt med en urinvejsinfektion.
Det skriver Albert Einstein Hospital, hvor Pelé var indlagt, i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Urinvejsinfektionen blev opdaget af Pelés kræftlæger.
Har kræft
Den 81-årige brasilianer har i løbet af det seneste halve år modtaget behandling for en kræftsvulst i tyktarmen.
I den forbindelse har han fået kemoterapi, og som en del af den behandling blev han indlagt på hospitalet 13. februar.
Han skulle have været udskrevet tidligere, men urinvejsinfektionen forlængede hans ophold.
- I løbet af hans ophold har rutineundersøgelser vist tilstedeværelsen af en urinvejsinfektion. Den kendsgerning forlænger hans ophold som patient på hospitalet, lød det i sidste uge i en udtalelse fra klinikken i São Paulo.
Pelé er stadig i behandling for kræft.
En af de største
Pelé bliver i vidt omfang anset for at være en af de største fodboldspillere gennem tiderne. De seneste år har den tidligere stjerneangriber for Santos og det brasilianske landshold dog haft flere helbredsproblemer.
Han er blandt andet blevet opereret for en dårlig hofte, hvilket har efterladt ham med kroniske smerter og gangbesvær.
Tre VM-titler
Da kroppen var i topform, gjorde brasilianeren karriere på de amerikanske kontinenter.
Først gennem 18 år hos brasilianske Santos, som holder til i den brasilianske delstat São Paulo. Senere spillede han for amerikanske New York Cosmos.
Pelé er den eneste fodboldspiller, der har vundet tre VM-titler. Det gjorde han i 1958, 1962 og 1970.