Endnu et topnavn afsløret til Toppen af poppen
TV2 løfter onsdag sløret for endnu et af de navne, der skal deltage i "Toppen af poppen".
Den garvede sangerinde Lis Sørensen melder sig klar i rækken af danske musikere, der skal medvirke i den ottende sæson af tv-programmet “Toppen af poppen”.
Det skriver TV2.
Den 62-årige danske sangerinde har været en del af den danske musikbranche i mere end fire årtier, og det er heller ikke første gang, at TV2 har ringet og tilbudt hende en plads i programmet.
– Jeg står her og smiler og kan næsten ikke holde op med at smile, fordi jeg er så spændt på det. Det er ikke, fordi jeg ikke ville før nu.
– Det er simpelthen, fordi det ikke har passet ind tidligere. Enten har jeg været i gang med et album eller haft for mange job, siger Lis Sørensen til TV2.
Hun slutter sig dermed til sangerinden Pernille Rosendahl og musiker Søren Sko, som tidligere på ugen er blevet annonceret som deltagere i det populære musikprogram.
Lis vil ud af sin komfortzone
Til TV2 fortæller Lis Sørensen, at hun er et sted i sit liv, hvor hun siger ja til nye ting, fordi hun gerne vil komme ud af sin komfortzone.
Optagelserne til den ottende sæson af “Toppen af poppen” starter i slutningen af april og strækker sig ind i maj.
Programmet får premiere til efteråret.
Lis Sørensen står bag hits fra fire årtier – blandt andet “Tæt på ækvator“, “Mine øjne de skal se” og “Stille før storm“.