Er klar efter Hugos død

Thomas Helmig har besøgt Casper Christensen i portrætserien "All Exclusive". Den planlagte premiere blev rykket, da musikeren mistede sin søn

Udgivet Opdateret

Popstjernen Thomas Helmig besøgte Casper Christensen og hans journalistiske sufflør, Mikael Bertelsen, i Portugal sidste sommer for at tilbringe 24 timer med komikeren som en del af portrætserien "All Exclusive".

Samtalen mellem de to kan nu ses på TV3 og på streamingtjenesten Viaplay fra torsdag den 25. maj.

Det oplyser Viaplay Group i en pressemeddelelse.

Skulle være det første

Thomas Helmig er den første gæst, der tjekker ind i den nye sæson af "All Exclusive". 

Afsnittet med musikeren skulle oprindeligt have været sendt i den første sæson. Men kort inden premieren mistede Thomas Helmig og hans hustru, Renée Toft Simonsen, deres blot 24-årige søn, Hugo Helmig.

Programmet blev optaget før dødsfaldet.

Har levet parallelt

Om mødet mellem Thomas Helmig og Casper Christensen skriver Viaplay Group følgende:

- Selv om de på mange måder har levet parallelle liv, kender de ikke rigtigt hinanden. Men med Mikael på sidelinjen bliver der de næste 24 timer åbnet op for ærlige samtaler om tro, terapi og afhængighed, skriver Viaplay Group blandt andet og bringer et citat fra en af de mange snakke mellem Casper Christensen og Thomas Helmig.

Vil være sig selv

- Jeg har meget nemt ved at hoppe ind i noget, der føles som en rolle og føles som en maske, som jeg har levet med, siden jeg var en lille dreng, siger Thomas Helmig til Casper Christensen, da de taler om, at de begge har et oprigtigt ønske om at være sig selv i mødet med hinanden.

"All Exclusive" bliver beskrevet som et underholdende, ærligt og uforudsigeligt format, der kredser om livets store spørgsmål og udfordringer.

Alle håndplukket

I første sæson af programmet besøgte tv-vært Sofie Linde, sangerinden Medina, tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og skuespillerinden Iben Hjejle, der har været kærester med Casper Christensen, den kendte komiker.

Alle gæster er blevet håndplukket af Klovn-stjernen. 

I den nye sæson gæster blandt andre målmanden Kasper Schmeichel og skuespillerne Paprika Steen og Ulrich Thomsen programmet.

Thomas Helmig er den første gæst i den nye sæson af 'All Exclusive' med Casper Christensen og Mikael Bertelsen. (PR-foto).
Thomas Helmig er den første gæst i den nye sæson af "All Exclusive" med Casper Christensen og Mikael Bertelsen. (PR-foto).

THOMAS HELMIG

Thomas Helmig (født 15. oktober 1964 i Egå, Aarhus) er en dansk sanger, sangskriver, musiker og producer. Fra 1983 til 1985 var han sanger og frontfigur i soul- og funkgruppen Elevatordrengene, og debuterede som solist i 1985 på støttesinglen "Afrika", og samme år med albummet Thomas. Han slog for alvor igennem med sine naive, dansksprogede tekster på albummet Vejen væk (1988), der solgte 160.000 eksemplarer, godt hjulpet på vej at hittet "Det er mig der står herude og banker på". Samme år medvirkede Helmig sammen med Søs Fenger, Sanne Salomonsen, og Anne Linnet på singlen "Den jeg elsker, elsker jeg" til fordel for AIDS-Fondet. I 1994 opnåede han igen kommerciel succes med sit ottende album, det anmelderroste Stupid Man, som udover titelnummeret også rummede hittet "Gotta Get Away from You". Albummet solgte 250.000 eksemplarer og udløste seks danske Grammypriser ved Dansk Grammy i 1995.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS