Indkøbscenter evakueret: Undersøgt for mindre brand

Det store indkøbscenter City Vest i Aarhus V blev torsdag eftermiddag evakueret uden større dramatik, fordi sprinkler-anlægget i centrets kælder gik i gang.

Det store indkøbscenter City Vest blev torsdag evakueret på grund af, at sprinkleranlægget i centrets kælder gik i gang. Foto: Google Streetview
Udgivet Opdateret

Tre brandbiler og politiet var til stede, da indkøbscentret City Vest torsdag omkring klokken 14 blev evakueret, og alle handlende og ansatte i centrets butikker blev sendt ud af det store indkøbsmekka.

Det var Aarhus Brandvæsen, der stod for evakueringen. Det bekræfter marketingchef i City Vest, Tina Rindal, over for Newsbreak.dk.

– Ja, det er rigtigt. Sprinkler-anlægget i kælderen gik i gang, og centret blev evakueret. Brandvæsenet undersøger, om der er opstået en mindre brand, som har fået anlægget til at gå i gang, siger hun.

Uden stor dramatik

Alle, der var til stede i centret, blev sendt uden for af brandvæsenet, der ankom til stedet omkring klokken 14. Gæster og ansatte skulle dog ikke fryse forfærdelig længe.

– Folk forlod centret stille og roligt, og efter 20 minutter kunne vi komme ind igen. Så det var ikke ret dramatisk, men det kan have set sådan ud, siger Tina Rindal og slutter:

– Vi er glade for, der ikke er sket noget.

Første overdækkede center

City Vest er Jyllands første overdækkede indkøbscenter, og det blev opført i 1972. Det er placeret på Silkeborgvej lidt uden for det centrale Aarhus i den tæt befolkede vestlige del af byen.

I centret er der 65 specialbutikker, to supermarkeder og et madtorv.

Powered by Labrador CMS