Erik Clausen-film giver ingen gensynsglæde hos anmelderne
"Aldrig mere i morgen" bliver ikke en anmeldersucces, men tilhængere af Erik Clausen får, hvad de vil have.
En Erik Clausen-film er en Erik Clausen-film.
Sådan lyder overskriften på en af anmeldelserne af instruktørens nye film, “Aldrig mere i morgen”, der har premiere torsdag.
Ikke entydig gensynsglæde
Selv om anmelderne kan genkende det, de ser, er der ikke entydig gensynsglæde at spore blandt alle anmeldere.
Filmen får tre hjerter i Politiken, der har den førnævnte overskrift.
Avisens anmelder mener, at døden er et passende emne for Erik Clausen som instruktør.
– At det er en Clausen-film betyder også, at man skal belave sig på et møde med Clausens personlige opfattelse af begrebet skuespil. Et stift stykke, men der er solidt tømmer i træmanden, skriver filmanmelder Kim Skotte.
Hvor Politiken mener, at filmen er en usentimental folkekomedie om døden, har anmelderen af Clausen-filmen hos Filmmagasinet Ekko, Bo Tao Michaëlis, en lidt anden holdning.
– Døden er et sandkorn, siger et gammelt arabisk ordsprog. Hos Clausen bliver det til en sandkasse af sentimentalitet, skriver han og giver filmen tre stjerner.
Berlingske: -Hidtil svageste film
Hos Berlingske-anmelder Kristian Lindberg henter filmen hårde ord. Han kalder den en af Erik Clausens “hidtil svageste film og et uværdigt eftermæle for en kunstner, der før har præsteret mere”.
Derfor bliver stjernehøsten på magre to stjerner fra Berlingske.
Mest opløftende for Clausen og hans nye film er Ekstra Bladets anmeldelse.
Her kvitteres der med flotte ord og fire stjerner fra anmelder Henrik Queitsch.
– Vi skal som bekendt alle dø engang, og Clausens seneste film er bestemt ikke den værste måde, man kan forberede sig til det faktum på. Og på paradoksal vis en ganske opløftende oplevelse, skriver han.
/ritzau/