Et af Jan Fogs huse lynsolgt

I mange år var han en af de ukronede konger af boligmarkedet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Liebhavermægleren, den nu afdøde Jan Fog, der med sin optræden i utallige tv-optrædener var med til at give selv menig mand et indblik i en verden af udsøgt liebhaveri til høje priser.

Og som en ægte strandvejskonge ejede han også selv flere ejendomme på den eksklusive adresse. En af dem – den han benyttede som kontor – er netop blevet solgt af boet efter Jan Fog. Det viser tinglysningen af handlen i følge Boliga Kendte.

Blot 34 dage tog det for ejendomsmæglerfirmaet Claus Borg & Partner, der efter aftale med Jan Fog selv overtog hans forretning, at sælge den sorte strandvejsvilla med direkte udsigt til Øresund.

Der blev heller ikke justeret meget på prisen. Den var udbudt til 7.500.000 kroner, mens salgsprisen er på 7.300.000 kroner – altså et beskedent afslag på 200.000 kroner.

Og var havudsigten fra villaens førstesal ikke nok til at få køberne til at falde i svime af boligforelskelse, kunne den solrige grund, stue-alrummet med pejs eller det faktum, at ejendommen var helt indflytningsklar, måske være den sidste pil, der fik hjertet til at boble over, og hånden til at skrive under på købsaftalen.

Taarbæk-drøm

Den solgte villa er dog ikke den, som Jan Fog selv boede i, om end hans egen Strandvejsvilla blot ligger en kort spadseretur fra den nu solgte villa.

Hans residens finder man på en grund direkte ud til Øresund med egen badebro og båd-ophal. Indendøre er der blandt andet opholdsstue med pejs og udgang til terrasse mod Øresund, bibliotek, køkken-alrum og flere værelser.

At huset dannede en perfekt ramme om hans liv, lagde han ikke skjul på. Han fortalte i 2009 til Boliga.dk, hvorfor han 25 år tidligere var faldet for den arkitekttegnede villa – og hvad der for ham var helt særligt ved beliggenheden:

– At det ligger direkte til Øresund. Jeg har Øresund på den ene side og Dyrehaven på den anden side – og så er det tæt på København. Jeg elsker at være i København engang imellem, sagde Jan Fog dengang.

Og villaen stod ifølge salgsteksten hos Claus Borg & Partner model til logoet for hans mæglerforretning.

Jan Fog døde den 23. april 2015 efter længere tids sygdom.

Powered by Labrador CMS