Færdig som popsanger?

Shania Twain risikerer at miste stemmen fuldstændig

Udgivet Opdateret

Den canadiske sanger og sangskriver Shania Twain, der med flere end 100 millioner solgte albums er blandt verdens bedst sælgende musikere, risikerer at måtte lægge karrieren på hylden.

Det fortæller hun ifølge Mirror i et interview på 'TalkShopLive' i forbindelse med sit kommende album, 'Queen of Me'.

Inficeret med borrelia

Shania Twain blev tilbage i 2003 inficeret med borrelia efter et flåtbid, og har siden haft store problemer og gennemgået en række operationer. 

Senest en halsoperation, der forløb helt efter planen - men med beskeden om, at der ikke er garanti for, at resultatet holder, og at der er en reel risiko for, at hendes stemme forsvinder. 

Det nye album betyder alt

Derfor betyder det nye album, som er hendes første siden operationen, også alt for hende.

- For jeg ved ikke, om jeg kan blive ved, siger Shania Twain i interviewet.

Hun fortæller også, at hun godt kan se sig selv skrive sange til andre, såfremt hun mister evnen til at synge.

Den canadiske sangstjerne Shania Twain.
Den canadiske sangstjerne Shania Twain.

  

        

Powered by Labrador CMS