Falsk Seebach søger unge kvinder online
En person, der udgiver sig for at være sangeren Rasmus Seebach, huserer for tiden på Facebook, hvor han blandt andet søger unge kvinder.
En falsk Facebook-profil, der udgiver sig at for at være megastjernen Rasmus Seebach, går for tiden sin ulækre gang på det social medie.
Ifølge Ekstra Bladet har den falske popstjerne blandt opfordret til at man tager kontakt, hvis man vil skrive privat og efterlyst unge piger, der ville være med i en musikvideo.
På trods af, at den falske profil ifølge Seebachs manager Nicolaj Bundesen for længst er blevet anmeldt, så findes den stadig på det sociale medie. Den kan ses HER og har i skrivende stund mere end 4000 venner.
Hverken rart eller behageligt
Det er dog gået op for en række vakse Facebook-brugere, at der nok er tale om snyd og bedrag. Blandt andet har den folkekære entertainer Thomas Eje henvendt sig til den rigtige Rasmus Seebach og spurgt, om det er ham – hvilket han dog ikke har fået svar på:
“Må man godt det?” spørger Linje 3-medlemmet under opslaget.
Svaret på det er både ja og nej. Det forklarer Flemming Kjærside, der er politikommissær i Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3) til Ekstra Bladet:
– Der bliver med jævne mellemrum oprettet falske profiler på kendte personer. Det er selvfølgelig ikke særlig rart og behageligt. Men vi kan ikke gøre så meget, før der opfordres direkte til, at der gøres noget ulovligt. Eksempelvis hvis profilen åbenlyst begynder at sælge stoffer eller andet, siger politikommissæren.
Han opfordrer derfor til, at man er på vagt over for de falske profiler og anmelder dem til for eksempel Facebook, når man støder på dem.
– Det er en god idé at advare andre om, at der er en falsk profil på spil, hvis man falder over en, og derudover er det en god idé at anmelde den falske profil til udbyderne. De plejer at være gode til at reagere og slette falske profiler, lyder det fra Flemming Kjærside, der understreger, at falske profiler i flere tilfælde kan udnyttes af kriminelle.