Familien Bellis jul: Vi har mad til flere dage efter

Når June og Peter Belli holder jul, er det for fulde gardiner og med hyggen i højsædet.

June og Peter Belli sidder rundt om træet og synger salmer, når det er jul. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Når julefreden sænker sig i familien Bellis hjem, er der ingen, der kommer til at gå sultne i seng.

De er nemlig både and, tarteletter, gås, flæskesteg og risalamande på bordet, når den folkekære musikers store familie sætter sig til bords for at mæske sig i juleretterne.

– Vi har syv børnebørn, og hver anden jul er vi alle sammen samlet. Den anden jul er vi så bare os to, men June laver hele baduljen alligevel, fortæller Peter Belli.

– Ja, og så bliver jeg træt. Så går den jul med, at vi tygger os igennem det hele og ligger på sofaen resten af aftenen. Vi har mad til flere dage bagefter, siger hans hustru, June Belli.

Danser ikke om juletræet

Den store familien Belli danser ikke rundt om træet. I stedet sidder rundt om træet og synger julesalmer.

Junes yndlingssalme er “Et barn er født i Betlehem”, og Peters er “Det kimer nu til julefest”.

– Men alle de traditionelle julesalmer er meget smukke, siger Peter Belli.

Kan snart fejre guldbryllup

Ægteparret har været gift siden 1967 og kan altså snart fejre guldbryllup. Det betyder for parret, at der ikke længere ligger store, dyre gaver under træet.

– Vi har snart været gift i 50 år, så der er jo kommet en del ned i posen. Men de sidste par år, når børnene ikke har været der, har vores gave til hinanden været, at vi har taget på ferie, siger Peter Belli.

For få år siden kørte ægteparret i deres autocamper til Paris. June lavede gås og risalamande i autocamperen, som holdt ved Seinen, og parret skulle blot stikke hovedet ud af vinduet for at kunne nyde udsigten til Eiffeltårnet.

– Det var så hyggeligt. Så kørte vi videre til Spanien og holdt nytår sammen med nogle venner, der var der, siger Peter Belli.

I år er det kun de to, der skal holde jul. De har endnu ikke besluttet, om det bliver en jul i sofaen eller ved Seinen.

– Vi lurer på, om vi skal tage en afstikker, men det bliver noget uplanlagt, hvis det er, afslører ægteparret.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS