Familien er i sorg: Er stille sovet ind

Joey Jordison, der var trommeslager i Slipknot indtil 2013, er død. Han har før kæmpet med rygmarvsbetændelse

Joey Jordison ses optræde på trommer for Slipknot i 2009.
Joey Jordison ses optræde på trommer for Slipknot i 2009.
Udgivet Opdateret

Den tidligere trommeslager i heavy metal-bandet Slipknot Joey Jordison er død i en alder af 46 år.

Det skriver BBC natten til onsdag dansk tid.

I en udtalelse oplyser Jordisons familie, at han er sovet stille ind, men kommer ikke med yderligere detaljer omkring de nærmere omstændigheder.

- Joeys død har efterladt os med tomme hjerter og følelser af ubeskrivelig sorg, lyder det blandt andet i udtalelsen ifølge BBC.

Solgt millioner

Joey Jordison blev født i Des Moines i den amerikanske delstat Iowa i 1975.

Han var i 1995 med til at stifte Slipknot sammen med perkussionist Shawn Cruhan og bassist Paul Gray.

Fire år senere udgav bandet et succesfuldt debutalbum, og det har i de efterfølgende årtier solgt millioner af albums globalt.

Jordison forblev en del af Slipknot, der blandt andet er kendt for sine energiske liveshows og for at optræde i uhyggelige masker, indtil 2013.

En af de mest populære

I årene efter afslørede trommeslageren, at han forlod bandet efter at være blevet diagnosticeret med rygmarvsbetændelse.

Slipknot var i de år, hvor Joey Jordison var en del af bandet, en af de mest populære grupper i USA.

I 2008 nåede heavy metal-bandet således toppen af hitlisten i USA med nummeret "All Hope is Gone".

Flere gange i Danmark

Ud over at være en del af Slipknot spillede Joey Jordison også guitar i punk bandet Murderdolls samt trommer for flere andre metal bands.

Hans død kommer, lidt over ti år efter at Slipknot-medstifter Paul Gray døde af en overdosis i 2010.

Slipknot har flere gange været på plakaten til den danske heavy metal-festival Copenhell.

Om Sliknot

Slipknot er et amerikansk heavy metal-band fra Des Moines, Iowa, som blev dannet i 1995.

I dag består gruppen af de ni medlemmer Sid Wilson, Chris Fehn, Jim Root, Craig Jones, Shawn Crahan, Mick Thomson, Corey Taylor, Alessandro Venturella og Jay Weinberg.

De 7 førstnævnte har været i bandet siden 1999, men efter Paul Grays død og Joey Jordisons fyring, har de måtte skifte trommeslager og bassist.

Hvert medlem bærer deres egen specielle maske.

Kilde: Kilde: Wikipedia

Kilde: Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS