Får klækkelig 'lønforhøjelse'
Den svenske regering forgylder kongen med ekstra millioner
Kong Carl Gustaf kan se frem til en ekstra økonomisk håndsrækning i det kommende år.
Det fremgår af det 2023 budgetforslag, den svenske regering netop har præsenteret.
Helt præcis er der afsat 167,9 millioner svenske kroner til kongehuset i budgettet, hvilket er en stigning på 18,7 millioner - det svarer til knap 13 millioner danske kroner - i forhold til det gældende budget.
50-års regentjubilæum
Der er dog ifølge Svensk Damtidning en ganske god grund til den markante stigning.
2023 er nemlig året, hvor kongen kan fejre 50-års regentjubilæum, og det vil i sagens natur være forbundet med større omkostninger.
Blandt andet i forbindelse med sikkerheden i forbindelse med jubilæumsarrangementerne.
Også penge til Gustav Vasa
Samtidig fremgår det af budgetdokumenterne, at nogle af de ekstra midler til kongehuset er tiltænkt markeringen af 500-året for, at Gustav Vasa, eller Gustaf I, der indførte tronarveretten og gjorde Sverige fri af det danske overherredømme, blev valgt til konge af Sverige.