Motorvej blev spærret: To personer alvorligt kvæstet

Foto: Colourbox.com (Modelfoto).
Udgivet Opdateret

Øresundsmotorvejen var fredag morgen spærret i omkring halvanden time efter en alvorlig trafikulykke. Vejen blev åbnet igen omkring klokken halv otte.

Kort efter klokken seks kørte en bil ind i autoværnet på E20 under Kongelundsvejen i retning mod Sverige.

– To personer er svært tilskadekomne og er kørt på Rigshospitalets Traumecenter og en tredje person er kommet lettere tilskade.

Det fortæller den centrale vagtleder ved Københavns Politi, Michael Andersen, til bt.dk.

Der er tale om et solouheld med blot en enkelt bil involveret. Bilen er tilsyneladende kørt ind i autoværnet. Det vides endnu ikke, hvad årsag til ulykken er.

Ulykken betød, at motorvejen blev spærret i retning mod Sverige, mens ambulancer og brandvæsen arbejdede på stedet. Trafikken blev ledt bort ved afkørsel 19.

Omkring klokken halv otte melder politiet, at den forulykkede bil er blevet fjernet fra stedet, og vejen er åbnet igen.

 

Powered by Labrador CMS