Far til realitybaby populæreste erhvervsmand
Helt overraskende er erhvervsmanden Mikkel Skelskov, der er far til Amalie Szigethy, røget ind på førstepladsen blandt de mest søgte erhvervsmænd i 2016.
Far til realitybaby er årets helt store højdespringer i statistikken over 2016’s mest søgte virksomheder på søgetjenesten Proff.
På listen over mest søgte erhvervsprofiler finder man et ubeskrevet blad, der ikke er kendt for sine meritter i dansk erhvervsliv.
Fik et barn med Amalie Szigethy
Mikkel Skelskov er blevet kendt på sit romantiske forhold med realitypersonligheden Amalie Szigethy, som han fik et barn med i 2016.
– Historien om deres forhold var omgærdet af mystik, og det viste sig faktisk, at de havde løjet om deres romance til medierne.
– Dette forhold kombineret med en række historier om tvivlsom drift af en natklub har resulteret i, at Mikkel Skelskov er årets mest søgte erhvervsprofil foran etablerede navne som Jesper Buch, Johan Bülow og Lars Larsen, siger kommunikationschef Kristoffer Apollo fra Eniro Danmark, der står bag Proff, i en pressemeddelelse.
En anden ny på listen er iværksætter og administrerende direktør Birgit Aaby, der har opbygget rengøringsvirksomheden Combi Service og er kendt som Danmarks første kvindelige fodbolddirektør i Lyngby Boldklub.
Grunden til hendes entre på listen skyldes muligvis, at hun i efteråret 2016 var en af ”løverne” i DR´s iværksætterprogram ”Løvens Hule”.
Top 10 søgte personer 2016
1. Mikkel Skelskov
2. Jesper Buch
3. Johan Bülow
4. Lars Larsen
5. Kim Larsen
6. Erik Brandt
7. Birgit Aaby
8. Magnus Kjøller
9. Karsten Ree
10. Christian Stadil