Fed film i udsigt
Søren Malling skal medvirke i en ny Anders Thomas Jensen-produktion sammen med Mads Mikkelsen efter en periode med stilstand i arbejdslivet
Søren Malling hankede op i popcorn og cola, da han skulle opleve sin yngste datter, Viilbjørg Malling Agger, 26, i sin første store rolle.
Det skete ved premieren på ’Fuld af Kærlighed' tirsdag aften i Palads København.
- Hun var 15-16 år, da hun filmede første gang med Viggo Mortensen. Det var ikke mig, han ville have fat i på telefonen, men min datter, sagd den 60-årige skuespiller, der blev meget overrasket.
Selv havde han også nyt i støbeskeen efter en periode med stilstand i arbejdslivet.
Det samme hold
- I løbet af sommeren og efteråret skal jeg være med til optagelserne af en ny Anders Thomas Jensen-film, afslørede skuespilleren til Nyheder.dk.
- Han har lavet fire film med stort set det samme hold herunder Nikolaj Lie Kaas, Mads Mikkelsen og Nicolas Bro, fortsatte han sin store nyhed.
- Det er crazy, og det er skønt at have fået den ind. Det har været lidt svært, erkendte skuespilleren.
Beskriver den nye rolle
Søren Malling har spillet med i store produktioner som ’Forbrydelsen’, ’1864’, ’Efterforskningen’ om ubådsdrabet, ’Bryggeren’, ’Borgen’, ’Ørnen’ og ’Rejseholdet’.
I den nye film har han fået indblik i sin rolle.
- Jeg skal spille en afdanket og misforstået kunstner, som tror han er verdensmester i at designe tøj, og det er han heller ikke, forklarede han, og satte flere ord på.
- Anders Thomas Jensen er den bedste i verden til at skrive komedier. Det er pissegodt, sagde han fuld af glæde.