Ulrik Wilbek skal sikre Venstre borgmesterpost i Viborg

Ulrik Wilbek stiller igen op som Venstres borgmesterkandidat i Viborg. Han har tidligere siddet i byrådet.

Udgivet Opdateret

Den tidligere håndboldlandstræner Ulrik Wilbek gør nu et nyt forsøg på at blive borgmester for Venstre i Viborg Kommune.

Det sker, efter at viceborgmester Jens Rohde har meldt sig ud af partiet i protest mod regeringens asylpolitik.

Ulrik Wilbek var Venstres spidskandidat til kommunalvalget i 2007, men da han sagde ja til jobbet som herrelandstræner i håndbold, måtte de politiske ambitioner vige for en stund.

Siden er han blevet sportschef i Dansk Håndbold Forbund, og nu er han altså klar til at gå mere aktivt ind i politik igen.

– Jeg synes, det kunne være en utrolig spændende opgave igen at blive en del af det politiske liv i Viborg Kommune.

– Hvis jeg bliver Venstres spidskandidat, er jeg klar til, at give alt jeg har for sammen med byrådsgruppen at skabe en visionær handlingsplan for Viborg Kommune, siger han i en pressemeddelelse.

Han har samtidig opbakning fra forretningsudvalget hos Venstre i Viborg, som mener, at Wilbek har de egenskaber, som en borgmesterkandidat skal have.

– Det er blandt andet kvalifikationer som, at man med sine liberale holdninger skal kunne arbejde for Venstre i Viborg Kommunes visioner og mål, være en dygtig kommunikator, have gode forhandlingsevner, være karismatisk og have personlighed og i øvrigt være troværdig, empatisk, lydhør og folkelig, siger lokalformand Anders Jensen.

Ulrik Wilbek sad i byrådet i Viborg for Venstre i perioden fra 1998-2001 og fungerede i perioden som formand for socialudvalget.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS