Fejrer stor dag i kongehuset

Prinsesse Eugenie, der er datter af den skandaleombruste prins Andrew, venter barn med manden Jack Brooksbank.

Prinsesse Eugenie og Jack Brooksbank kan fejre bryllupsdag. KLIK FOR FLERE BILLEDER FRA DERES VIELSE. Foto: Scanpix.
Prinsesse Eugenie og Jack Brooksbank kan fejre bryllupsdag. KLIK FOR FLERE BILLEDER FRA DERES VIELSE. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Uden slør, men iført en kjole med en udskæring, som viste hendes lange ar langs rygsøjlen, trådte prinsesse Eugenie den 12. oktober 2018 ind i St. George Chapel for at sige ja til sit hjertes udkårne, den borgerlige forretningsmand Jack Brooksbank.

Det er præcis to år siden, og parret kan således fejre bomuldsbryllup.

Det var prinsesse Eugenies eget ønske at sløjfe sløret og få designerne, Peter Pilotto og Christopher De Vos, til at lave en dyb rygudskæring for at hylde og anerkende andre, der – ligesom prinsessen – lider af skoliose, også kaldet skæv ryg.

– Jeg gennemgik en operation, da jeg var 12, og det er en smuk måde at ære de mennesker, der tog sig af mig, og det er en måde at slå et slag for de unge mennesker, som også går i gennem det her, sagde hun i et interview med BBC forud for brylluppet.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Desuden var bruden iført en smaragdgrøn tiara, som hun havde lånt af sin farmor, Storbritanniens monark, dronning Elizabeth, mens øreringene, hun bar, var en gave fra Jack Brooksbank.

Parret mødte hinanden gennem fælles venner på en skiferie i Schweiz i 2011 og blev forlovet efter syv års forhold under en rejse til Nicaragua.

Til tonerne af den italienske tenor Andrea Bocelli akkompagneret af Royal Philharmonic Orchestra blev prinsesse Eugenie til brylluppet dermed også til fru Brooksbank, som siden har indgået i hendes titel.

I galleriet ovenfor kan du se flere billeder fra parrets bryllup.

Venter barn

Den 32-årige prinsesse og hendes 34-årige gemal kunne tidligere dette efterår annoncere, at de venter deres første barn.

Prinsesse Eugenie er den 10. i arvefølgen til den britiske trone, og den lille ny bliver således den 11. i rækken.

Nyheden om et nyt familiemedlem er kærkommen i det britiske kongehus.

Det seneste år har tre fremtrædende familiemedlemmer trukket sig tilbage fra deres respektive royale forpligtelser, heriblandt prinsesse Eugenies detroniserede far, prins Andrew.

Sagen centrerer sig om forretningsmanden Jeffrey Epstein, som i august 2019 tog sit eget liv, da han afventede en omfattende retssag efter anklager om menneskehandel og overgreb på mindreårige.

En kvinde hævder, at hun som 17-årig blev tvunget af Jeffrey Epstein til at have samleje med prins Andrew.

Dårlige historier for kongehuset

Prinsen har afvist at have haft kendskab til kvinden, selv om billeder har vist dem sammen.

Prinsen er blevet beskyldt for at optræde besynderligt i medierne og for ikke at stille sig tilstrækkeligt nok til rådighed i afdækningen af, hvad der er op og ned i sagen.

Foruden prins Andrew har også prinsesse Eugenies fætter prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan, trukket sig tilbage.

Den beslutning kom som et chok i begyndelsen af 2020 efter parrets eskalerende konflikt med især de britiske tabloidmedier.

Prinsesse Eugenie og Jack Brooksbank annoncerede graviditeten på prinsessens officielle Instagram-profil med et billede af et par små sko i babystørrelse.

– Jack og jeg glæder os så meget til begyndelsen af 2021, lød teksten til billedet.

Powered by Labrador CMS