Her er der næsten coronafrit

En ekstremt effektiv indsats betyder, at Taiwan formentlig er det land, der er gået mest fri for spredning af coronavirus.

Lufthavnen i Taipei. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Hvis man kigger på hjemmesiden coronavirus.jhu.edu, der tilhører Johns Hopkins University, findes en oversigt over verdens lande og løbende offentliggjorte nøgletal, hvad angår coronaviruspandemien.

For eksempel står der, hvis vi ser isoleret på Danmark, at 44.545 personer herhjemme er blevet testet positiv for Covid-19 i alt. Ud af et indbyggertal på godt fem millioner. I Taiwan bor mere end 23 millioner mennesker.

Antallet af positive coronavirustests var fra officiel side 553. Syv er døde i Taiwan siden december. Den overraskende udvikling har også fanget Associated Press, der for nylig i en artikel skrev, at det blandt andet skyldes en striks og hurtig indsats mod udefrakommende.

Taiwan har ikke oplevet et indenlands tilfælde af overført coronavirus siden 12. april.

Karantæne

45 millioner mennesker verden over er bekræftet smittet med virus, siden pandemien begyndte omkring den kinesiske provins Wuhan. Ifølge Associated Press betød et tidligere hårdt slag med SARS, at Taiwan var velforberedt på endnu en smittefare.

Samtidig trådte omfattende restriktioner for indrejse til Taiwan tidligt i kraft. Allerede 31. december, før store dele af den vestlige verden overhovedet kendte til coronavirus, begyndte myndighederne at kontrollere alle tilrejsende fra netop Wuhan.

Der er blevet indført striks kontrol med offentlig transport, og så har landet brugt tonsvis af ressourcer på smitteopsporing og testkapacitet af borgere. Alle, der flyver til Taiwan, skal isolere sig i to uger – sådan har det været længe.

På den måde, vurderes det, har Taiwan effektivt begrænset smitte med Covid-19. Der bliver stadig fundet nye daglige smittetilfælde i Taiwan, men det er hos udefrakommende, der rejser til landet.

Powered by Labrador CMS