Festival blev sablet ned: Nye hovednavne
Smukfest blev i december udsolgt på bare 65 minutter. Nu får gæsterne mere indblik i, hvad de kan vente.
De tusindvis af gæster, som har købt billet til Smukfest, har onsdag fået et indblik i flere nye navne, som de kan opleve på festivalen.
Smukfest har nemlig offentliggjort ni nye navne til sit program.
DJ’en Calvin Harris, Liam Gallagher, tidligere frontfigur i Oasis, og rapperen Stormzy er blandt de nye navne. Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.
Calvin Harris er et af dansemusikkens absolutte frontfigurer, som har indtaget hitlister verden over. I løbet af sin karriere har han blandt andet arbejdet sammen med stjerner som Frank Ocean, Pharrell Williams, Rihanna, Katy Perry, og Ellie Goulding.
Liam Gallagher brød igennem med Oasis, hvor han gav nyt liv til rockmusikken i 90’erne. I 2017 udgav han “As you were” – sit første album i eget navn.
Foruden de tre er den skotske sanger og sangskriver Lewis Capaldi, dj og producer HEDEGAARD, det norske band Death By Unga Bunga, sanger Burhan G og Go Go Berlin tilføjet til programmet.
Desuden vil komiker Anders Matthesen underholde med et onemanshow søndag.
Rekord for festival
I forvejen var navne som den hollandske stjerne-dj Martin Garrix og det amerikanske band Thirty Seconds To Mars med skuespilleren Jared Leto på programmet til sommerens festival.
Festivalen blev som vanligt hurtigt udsolgt. Det tog blot 65 minutter for Smukfest at sælge alle 28.000 partoutbilletter, da billetterne blev sat til salg 4. december sidste år.
Det var dog en ny rekord for festivalen.
En partoutbillet til Smukfest koster i år 2695 kroner. Det er dermed den dyreste festival i Danmark.
Smukfest løber fra 7. august til 11. august.