Fik hun for meget kage? Bagedystvinder har fået kronisk sygdom efter sejr
Den tidligere vinder af Den Store Bagedyst Liv Martine Hansen har fået konstateret sukkersyge. Det skete kort efter hendes sejr i kagekonkurrencen i 2015, afslører hun nu.
Liv Martine Hansen, der i 2015 vandt Den Store Bagedyst, har fået konstateret diabetes – også kendt som sukkersyge.
Det skriver Ekstra Bladet.
Bagedyst-vinderen fik konstateret sygdommen blot to måneder efter hendes sejr i den populære TV-konkurrence i 2015, men har først nu valgt at stå frem.
Det er type 1 diabetes, Liv Martine Hansen har fået konstateret, og hendes sygdom hænger derfor ikke sammen med det formodentlig ekstremt høje sukkerindtag, hun har haft, mens konkurrencen stod på.
– Folk blander nogle gange diabetes 1 og 2 sammen. Jeg har fået nogle reaktioner, hvor folk sagde: ’Det er fordi, du spiser for meget sukker’, men det er ikke sandheden. Det er en kronisk sygdom, som alle kan få. Det handler ikke om, at jeg har spist for meget sukker.
– På den måde har jeg været nervøs for folks reaktioner, fordi jeg lever af at bage kage med masser af sukker. Det er jo åndssvagt, for værre er det jo ikke. Det er jo bare en del af mig, men ærligt, så har jeg været pissenervøs for at fortælle det, siger Liv Martine Hansen til Ekstra Bladet.
Hendes sygdom har nu fået hende til at udgive en bog med kageopskrifter, der indeholder mindre sukker.
Den kommer til at hedde “Skønne kager & Søde sager – med mindre sukker” og udkommer 6. september, skriver Liv Martine Hansen på sin blog.