Film med danske Claes Bang nomineret til en Oscar

Den svenske film "The Square" kan få en Oscar i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.

Den svenske film “The Square” med danske Claes Bang er nomineret til en Oscar. Foto: LOIC VENANCE/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den svenske film “The Square” med danske Claes Bang kan hente endnu en hæderspris hjem til samlingen. Filmen er nomineret til en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film.

Det står klart tirsdag, hvor alle de nominerede film i konkurrencen om de prestigefulde Oscar-statuetter offentliggøres.

“The Square” er instrueret af svenske Ruben Östlund og har Claes Bang i hovedrollen.

Han spiller i filmen en succesrig kunstnerisk leder af et moderne kunstmuseum, der har en ny udstilling på vej med navnet “The Square”.

I dagene op til udstillingens åbning kommer han ud for flere groteske situationer, der får ham til at betvivle sit eget moralske kompas.

Filmen har tidligere fået Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes, ligesom den vandt seks priser ved European Film Award i begyndelsen af december sidste år. Blandt andet vandt Claes Bang prisen for årets bedste mandlige hovedrolle.

Danmarks kandidat til en nominering i kategorien for film, der ikke er på engelsk, var “Du Forsvinder” instrueret af Peter Schønau Fog. Filmen gik dog ikke videre til den såkaldte shortliste, der talte ni film.

Selve oscaruddelingen finder sted for 90. gang i år og løber af stablen ved et gallashow i Los Angeles 4. marts.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS