Filmstjerne efter dødsulykke under optagelser: -Det er hjerteskærende

En stuntkvinde er blevet dræbt i en ulykke under optagelserne til filmen Deadpool 2.

Hovedrolleindehaveren Ryan Reynolds er chokeret, efter en kvinde mandag døde under optagelserne til Deadpool 2. Arkivfoto: Danny Moloshok/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

En stuntkvinde er mandag blevet dræbt i en tragisk ulykke, da hun var i gang med optagelser til filmen Deadpool 2 i den canadiske by Vancouver.

Det skriver CBC og flere andre medier.

Politiet har bekræftet, at en kvinde har mistet livet ved en ulykke i forbindelse med filmoptagelserne.

Motorcykel fløj et stykke

Vidner på stedet har fortalt, at kvinden accelererede voldsomt op, og at motorcyklen fløj et stykke, før den ramte direkte ind igennem en rude på en Starbucks-café i bygningen Shaw Tower. Nogle vidner troede, at det var en del af et planlagt stunt, men det viste sig altså hurtigt, at det langt fra var tilfældet.

Et vidne har fortalt, at stuntkvinden, inden det gik galt, gennemførte det samme stunt flere gange i træk.

Det er endnu uvist, hvorfor kvinden kørte galt.

Sorg

Både Ryan Reynolds, der spiller hovedrollen i Deadpool, og produktionsselskabet bag filmen har udsendt meddelelser, hvor de udtrykker sorg og forfærdelse over dødsulykken.

I en besked på Twitter skriver Ryan Reynolds at det er hjerteskærende og chokerende for filmholdet, og han sender samtidig kondolencer til den dræbte kvindes pårørende.


Powered by Labrador CMS