Finder sammen igen
Duoen Julias Moon hittede stort, inden de gik fra hinanden. Men nu har de fundet melodien igen.

Med numrene “Lipstick Lies” og “Palace” gjorde bandet Julias Moon sig kraftigt bemærket tilbage i 2014 med heftig radiorotation, millioner af streams og udsolgte koncerter.
Men i december 2016 gik bandet, der på det tidspunkt bestod af forsanger Louis Samson og producer Oliver Kincaid, fra hinanden.
Artiklen fortsætter under videoen.
I næsten tre år efter bruddet så de to bandmedlemmer slet ikke hinanden, men i 2019 besluttede de at mødes for at vende det hele. Og det endte med en tur i studiet – bare for sjov.
Det kom der nye sange ud af. Og nu – knap fire år efter – vender bandet tilbage.
– Vi var unge, kom ud af ingenting, mødte hinanden – og så eksploderede det hele, fortæller forsanger Louis Samson i en pressemeddelelse.
– Fra den ene dag til den anden blev musikken – og succesen – vores liv. Og det var for vildt! Men fordi alting gik så stærkt, begyndte succesen så småt at tære på vores relation, forklarer han videre.
Ny single
Bandet – der til at begynde med også bestod af et tredje medlem, Nicolai Gabold – tilbragte hver en vågen time sammen og fik som en naturlig konsekvens lyst til at udforske hver deres respektive liv væk fra hinanden.
– Spørgsmål som: “Hvem er jeg, hvis Oliver ikke sidder ved siden af mig?” begyndte at fylde mere og mere i min bevidsthed. Det hele kulminerede i en længere snak og endte i en fælles beslutning om at stoppe, mens legen var god, siger Louis Samson.
Julias Moon udgiver den 9. oktober bandets første nye single i fire år, “Drive”.
Udgangspunktet for gendannelsen er ikke succes, men musikalsk kemi:
– Dengang var Julias Moon os. Nu er det os, der er Julias Moon, siger Louis Samson i pressemeddelelsen.