Finder selvtillid i at være far
Før Rasmus Seebach blev far, havde han svært ved at se, hvordan han skulle magte rollen. Men den usikkerhed er væk nu.
Mens corona lukkede landet ned, åbnede der sig andre muligheder i familien Seebachs hus i Hellerup. Nu var der nemlig masser af tid til familie og samvær med Rasmus Seebach og Julie Teglhus’ tre-årige søn, Holger.
Artiklen fortsætter efter videoen
Og det inspirerede Rasmus Seebach til at skrive sangen Supermand, som udkommer fredag 27. november. Den handler om at være en superhelt i sin søns øjne.
– Det er sjovt, for før jeg fik min dreng, kunne jeg godt sidde og tænke, “shit, jeg skal være far. Gad vide, om jeg overhovedet kan magte det. Tænk at være nogens far”. Men nu hvor jeg er blevet far, er den usikkerhed blevet til det stik modsatte. Det er der, jeg finder allermest selvtillid, siger 40-årige Rasmus Seebach og fortsætter:
– Det er en kæmpe gave at få lov at have den rolle i et menneskes liv. Det har jeg det vildt over. Hvor er jeg sej, at jeg formår at være en skidegod far for mit barn. Faktisk så god, at han kigger på mig og tror, jeg er en form for superhelt.
Skete noget andet
Sangen er altså en hilsen og en tak til lille Holger. Men hvor sangskrivning er et sprog, Rasmus Seebach er grebet til mange gange før, så skete der denne gang også noget andet.
Rasmus Seebach fik lyst til at skrive en børnebog. Det er blevet til bogen Holgis og far, som udkommer den 4. december.
Det er en fortælling om en far, der nogle gange brænder morgengrøden på eller glemmer, at det er fastelavn. Men som også altid redder dagen med en magisk kasket eller en rap. Og her smelter fiktion og virkelighed næsten sammen.
– Holger tager tit min kasket på. Og særligt lige nu går han og siger: “Min kasket med 1000 farver, den kan give mig superpower”, siger Rasmus Seebach med henvisning til et rim i bogen.
– Når vi så slås, så er det den, der har kasketten på, der er den stærkeste, tilføjer han med et grin.
Popsnedkerens hiphop-fortid fornægter sig ikke i bogen. Der indgår nemlig små remser – eller rap-stykker – undervejs.
Rasmus Seebach har også lige indtalt bogen som lydbog, og her rapper han også selv rimene.
– Det har været en legeplads, og det har jeg nok savnet. Det er længe siden, jeg har haft det så sjovt, afslører han om arbejdet med at rappe og lave stemmer til børnebogen.
Rasmus Seebach var selv helt forgabt i hiphoppen som ung, hvor idolerne var store rappere som Dr. Dre og Nas. Og den måde, han selv og de gamle hiphop-venner nu er blevet forældre på, har været en del af inspirationen til bogen.
– Jeg er også blevet inspireret af min storebrors forhold til sine børn, min lillesøsters forhold til sine børn og mine gamle venner, som også har været en del af 90’er hiphopkultur. Hvordan vi er blevet voksne, og hvordan vi taler med vores børn, fortæller Rasmus Seebach.
Ikke som i privaten
Rasmus Seebach fortæller, at selv om han minder om faren i bogen – og det gør han også på billederne – så er det ikke 1:1 taget ud af hverdagen hos familien Seebach.
Men han beskriver sig selv som en lige så uperfekt perfekt far, der kokser lidt i tiden og redder dagen igen.
– Der går ikke en dag, hvor jeg ikke laver en bommert, siger et eller andet eller glemmer noget. Og det er okay. For mig er det vigtigste at tanke ham op med kærlighed, fortæller han.
Rasmus Seebach har som barn selv været helt bidt af Pippi Langstrømpe og Alfons Åberg. Og der har længe summet en drøm om selv at få lov at skrive musik til børneunderholdning.
Og nu var den 40-årige sanger og sangskriver færdig med at vente.
– Så tænkte jeg, at jeg måske selv skal prøve at lave sådan et univers. Og det virkede enormt nemt og naturligt, fordi jeg har hevet så meget ud af mit eget liv med Holger, siger Rasmus Seebach.
Sønnen Holger har da også været prøvekanin for børnebogen. Når Rasmus Seebach har skullet fortælle historier, har han prøvet fortællingen fra børnebogen af for at se, hvad der fungerede godt for sønnen, der fylder fire år til januar.
Den nye sang og den kommende bog er en pakke med samme budskab. Og selv om sangen startede som en klassisk Rasmus Seebach-sang, vil han nu kalde det en børnesang – for voksne.
– Budskabet er ret voksent: at man sætter pris på at få lov til at betyde så meget. Og den gave, man får ved alt blive forælder. Den selvtillid, jeg er blevet tanket op med af min dreng, tager jeg med mig.
– Når jeg går ud i verden, er det rollen som far, der gør, at jeg lige skyder brystet frem, fortæller han.
Og Rasmus Seebach er blevet lidt bidt af at udfolde sin kreativitet på nye måder. Han kan derfor også afsløre allerede nu, at der kommer mindst en børnebog mere fra hans hånd. Og han forventer også, at den bliver akkompagneret af en ny sang.
Holgis og far er lavet i samarbejde med Merlin P. Mann og tegner Thomas Hjorthaab og udkommer den 4. december.