Flemming Østergaard: -Peter var en politisk begavelse

Ven og sparringspartner Flemming Østergaard mindes Peter Brixtofte som en uforløst politisk begavelse.

Ven og sparringspartner Flemming Østergaard (t.h.) mindes Peter Brixtofte som en uforløst politisk begavelse. Foto: Henning Bagger og Brian Berg, Scanpix (Arkivfoto)
Ven og sparringspartner Flemming Østergaard (t.h.) mindes Peter Brixtofte som en uforløst politisk begavelse. Foto: Henning Bagger og Brian Berg, Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

I halvfemserne og nullerne var Peter Brixtofte og Flemming Østergaard to af de mest toneangivende figurer i dansk fodbold. Flemming Østergaard skabte FC København og Peter Brixtofte havde lignende drømme i Farum.

Peter Brixtoftes arbejde i halvfemserne med at skabe FC Nordsjælland endte med en dom for groft mandatsvig og satte en stopper for en langvarig politisk karriere i Folketinget og som borgmester for Farum Kommune.

Fundet død i sit hjem

Tirsdag blev Peter Brixtofte fundet død i sit hjem.

– Peter kontaktede mig et hav af gange omkring hans stadionbyggeri og fodboldklubben generelt. Så vi havde meget kontakt i mange år.

– Han var en politisk begavelse, som desværre af mange grunde, der i blandt spiritus, ikke fik den politiske karriere, han ville have haft glæde af. Og som jeg tror, Danmark kunne have haft glæde af, siger Flemming Østergaard.

Varmt og entusiastisk menneske

Flemming Østergaard beskriver Peter Brixtofte som et varmt og entusiastisk menneske, der brændte for de ting, han gik ind i.

– Han var en optimistisk person. Måske for optimistisk. Mange ting gik desværre skævt for Peter. Han blev ramt af janteloven og oplevede, at venner vendte ham ryggen.

– Han lærte i de situationer, som blandt andre retssagen mod ham, hvem der var hans venner og hvem, der var hans bekendte, siger Flemming Østergaard.

Den tidligere formand for Parken Sport & Entertainment havde i den periode også kontakt med Peter Brixtofte.

– Vi var aldrig nære venner, men jeg stillede op, når der var brug for det. Eksempelvis da vi måtte sende ham til USA på afvænning.

– Jeg har stillet op, når hans nærmeste venner ønskede min hjælp. Peter havde en tendens til, at hans meninger tit var de eneste rigtige. Jeg kaldte en spade en spade, og det tror jeg, han havde respekt for, siger Flemming Østergaard.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS